torsdag den 19. juli 2012

Hvorfor spiser de ikke bare kage?


Da Marie Antoinette fik at vide at folket sultede, skulle hun efter sigende have udtalt ’Hvis folk er slutne, hvorfor spiser de så ikke bare kage?’ – Det er formentlig en skrøne, men det er med til at illustrere hvor lidt indsigt magthaverne havde i borgernes dagligdag. Som de fleste ved, så endte Marie Antoinette sine dage på skafottet under den franske revolution. Befolkningen havde fået nok af at blive undertrykt og udpint.
Da Bill Young, Republikansk repræsentant i USA's kongres, blev spurgt om han gik ind for at hæve mindstelønnen, svarede han ’Nej, få dig dog et arbejde.’ 

Lige nu er der en del der gør grin med at Enhedslisten taler om revolution inden for en overskuelig fremtid. Tanken er åbenbart latterlig. Ved første øjekast er det da også svært at se hvorfor man skulle gå så drastisk til værks. Vi lever trods alt ikke under et feudalt tyranni. Vi har medindflydelse via det repræsentative demokrati. Vi har personlig frihed, religionsfrihed og kan i bund og grund gøre som det passer os.
Hvad er det så Enhedslisten er så sure over?

Nu er jeg selv medlem af Enhedslisten, selv om jeg ikke er helt enig på alle punkter. Mange af de nye medlemmer kommer fra SF og Socialdemokratiet, der på ingen måde lever op til de røde idealer. For de nye medlemmer er Enhedslisten måske lige en tand for ekstreme, men de er det eneste alternativ til de blå dogmer. For mig er det desværre den anden vej rundt. Enhedslisten er lige i underkanten af hvad jeg mener, er socialistisk nok. Mit politiske udgangspunkt er mere ekstremt på mange punkter – og jeg må nok hellere prøve at forklare hvorfor.

Hvis man kigger lidt hurtigt igennem historiebøgerne, så vil man kunne finde et mønster. Nogle få sidder på magten og alle ressourcerne. Magthaverne bliver omstyrtet af deres nærmeste, ved hjælp af almindelige borgere igennem et oprør. Efter oprøret sætter oprørslederne sig på magten, borgerne bliver nu undertrykt i det nye system og det hele starter forfra.

Lad os se på de nye ’konger’ og ’paver’. Adidas, der er officiel OL-sponsor, sammen med bl.a. Coca Cola og MacDonnalds (der med deres produkter jo ligger lige op og ned af den olympiske ånd?). Adidas har fabrikker, der producerer det officielle OL-merchandise i Cambodja. De har baseret produktionen på underbetalte arbejdere. Arbejderne får hvad der svarer til kr. 370,- om måneden. De kan få sygesikring og en løn på kr. 730,- hvis de er villige til at arbejde 10 timer om dagen. Arbejde 45 timer om ugen til 370,- og nul sigesikring og så har de ikke engang råd til at købe de produkter de selv producerer. Ikke fordi produkterne er voldsomt dyre at fremstille. Materialerne koster næsten ingenting. Lønnen er latterligt lille, men profitten er enorm. Det er avancen på over 1.000% arbejderne betaler for.  – lav løn og skyhøj profit. Nike og Reebok gør detsamme, så hvorfor ikke?

Og så er det man bør spørge sig selv om hvorfor vi tillader at nogens arbejde er så lidt værd? Hvorfor nogen skal leve i fattigdom og elendighed mens andre har retten på deres side, når de udnytter det på det groveste.
Så er det lidt underligt at man i den vestlige verden har en ide om at alle kan blive rige, hvis blot man er flittig nok. Hvis det var rigtigt, ville de fleste fabriksarbejdere i 3.verdenslandende være stinkende velhavende…. Det er jo ikke just tilfældet.
50-60 timers arbejdsuger, ingen ferie, barselsorlov, sygesikring, pension eller frynsegoder. Elendig løn (selv efter Cambodjansk standard, hvor det kræves ca. 1600.- pr mdr. for en familie at overleve), kummerlige arbejdsforhold og frygtelige levevilkår. Ja, de har sq grund til at revolutionere og kappe hovedet af undertrykkerne.
Ja, ja – det er u-landene. 3.verdens lande. Gjorde de oprør, ville det være som en lille prut ved siden af gylletanken. 

Men hvad så her i den vestlige verden?

Manipulation af Libor-renten med en gevinst på milliarder – betalt af boligejerne, højrisiko derivater, CDS, CDO, sup-prime lån, tvangsauktioner, og bankpakker til ’to-big-to-fail’ bankerne – betalt af skatteyderne.  

Først så spiller finansmarkedet højt spil. De udsteder, opkøber og handler med risikable lån og forsikringer i stor stil. Pyramidespillet er risikabelt, men afkastet er enormt. De store banker tjener kassen i perioden op til krisen. Men som alle pyramidespil, så går det galt. Kæden brister og den amerikanske stat er nødt til at redde de nødlidende banker, der skønnes for store til at man ’har råd til’ at de går konkurs. Billioner bliver postet i finansmarkedet, der kvitterer med milliardbonusser til direktørerne der ledte den globale økonomi ud i krisen.
Der ruller ingen hoveder i finansverdenen.

En del af de store kanoner skulle stå skoleret for kongressen i USA, men slap med et rap over nallerne. Deres forklaring: ’det kunne vi da ikke ha’ forudset..’
Enhver kunne have forudset det – mange forudså det, men, som med den globale opvarmning, blev det ignoreret, fordi indtjeningen var enorm og konsekvenserne først ville melde sig senere.

Der var ingen fængslinger eller domme for svindel. På trods af at lånene var uigennemskuelige og nogle sub-prime-lån, var designet så låntagerne umuligt kunne betale. De var designet så banken ville ende med at eje huset, der på det tidspunkt blev ved med at stige i værdi og var nemt at afsætte. Selv folk der havde betalt huset ud, og blot tog et lille lån i friværdien, endte med at blive sat på gaden pga. nogle sky-høje renter, der eksploderede pga. en lille teknisk detalje i låneaftalen – f.eks. det at man blot undersøgte hvad et billån kostede i en anden bank, var nok til at renten på huslånet mangedobledes. Folk fik frarøvet deres hjem. 'Deres egen fejl’ lød det, på trods af at selv folk med universitestgrader i matematik eller økonomi ikke kunne gennemskue kontrakterne.
Det var i den periode vi indførte afdragsfrie lån i Danmark, på trods af at de netop havde haft det i 10 år i England og der på det tidspunkt var en voldsom stigning i tvangsauktioner, nu da folk skulle til at afdrage på deres lån. Det er snart 10 år siden nu – mon ikke vi kommer til at opleve det samme – specielt nu da huspriserne skraber bunden og folk ikke har mulighed for at sælge sig ud af problemerne?

Nå, men på trods af alle skandalerne, så var der faktisk kun én stor finansmand der blev sat bag tremmer – han havde svindlet som de andre, risikable pyramidespil og gambling på højt plan. Forskellen på Bernard Madoff og alle de andre slyngler var at han havde svindlet med investorernes penge – og ikke de almindelige husejere.

Så, efter bankpakker, både herhjemme, i resten af Europa og i særdeleshed USA, så skulle man tro at de havde lært lektien?
Hvis man er ’to-big-to-fail’ og får milliarder i officielle redningspakker, endnu en del milliarder i uofficielle ekstremt billige statsgaranterede lån ud af nationalbankens reserver, plus at den amerikanske nationalbank køber de risikable CDO’er til fuld pris. Når der så er ro på, sælger staten det risikable CDO-lort tilbage til bankerne, der øjner en god forretning, til halv pris. Nu sidder de så igen med formuer bundet til en bombe, som bliver solgt videre ud i systemet.  For nylig takkede en af de største banker i verden, JP Morgan/Chase så med en tur i finanscasinoet og et lille ’gambling’ tab på 2 milliarder dollars (plus det kæmpe børstab = $9 milliarder). JP Morgan/Chase ender med et tab på ca. 35 milliarder kr.

Konsekvenser?

Man skulle tro at der så blev strammet op. Man skulle tro at der ville blive sat undersøgelser i gang og nogen til at kontrollere hvad der foregår i den verden.
Det er så desværre ikke tilfældet. Man kunne forledes til at tro at en af årsagerne kunne være den enorme kampagnestøtte stort set alle amerikanske politikere modtager fra finansverdenen. F.eks. modtog Obama millioner af dollars i kampagnebidrag fra bl.a. banken Goldman-Sachs. Det er så lidt påfaldende hvor mange tidligere finansfolk, specielt tidligere Goldman-Sachs ansatte der fungerer som rådgivere, ambassadører, ministre og chefer for Obama-administrationen. En del har Obama arvet fra Bush, som har overtaget dem fra Clinton osv….

Det er lidt skræmmende at tænke på at branchen har fundet ud af, "The highest return on assets is always a political contribution." 
Lobbyisme og donationer giver et enormt afkast. Det var ikke tilfældigt at Clinton afskaffede en masse besværlige regler og tillod sammensmeltningen af ’låne-banker’og investeringsfirmaer til gigantiske finansielle enheder. At Bill Clintons økonomiske rådgiver og finansminister var tidligere goldman-Sachs formand. Ligesom det heller ikke var tilfældigt at George W. Bush tillod at inddrage naturreservater til olieboringer da olieselskaberne havde betalt for hans præsidentkampagne og at Hilliburton fik kæmpe kontrakter i Irak, når nu farmand sad i bestyrelsen. 

Der er lobbyister for våbenindustrien, der selvfølgelig gerne vil bilde folk ind at det at kunne bære skydevåben er nødvendigt for at kunne beskytte sig selv og sin familie. Hvis de så samtidig kan få foden indenfor i den næste krig er pengene givet godt ud. Den usammenligneligt største post på budgettet er militæret. Det amerikanske forsvar koster mere pr. år, end hvad f.eks. NASA har kostet i alt, siden det startede.

Global opvarmning og CO2-kvoter er det rene gift for bil industrien og for de store olieselskaber, så de danner fælles front og USA er stadig et af de største miljø-svin i verden. 

En af de dommere der skulle være med til at afgøre om Obama-care var forfatningsstridigt, altså at det at alle skulle have ret til sygesikring og samtidig sætte et loft over hvad det må koste, skulle være ulovligt. En af højesteretsdommernes kone modtager hundreder af tusinder dollars hvert år – af private sygesikringsfirmaer. Gæt engang hvad den dommer stemte i den sag.

Herhjemme har tidligere forsvarsminister Peter Gade (V) fået tilbudt job i våbenindustrien og tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) blev direktør for den største kæde af privathospitaler i Danmark, Aleris.
"The highest return on assets is always a political contribution."
Men på trods af et en del politikere er fuldstændigt ude af trit med befolkningen og andre meler deres egen kage, så er det nok amerikanerne der starter med at klynge deres ledere og finansfolk op.
Revolutionen starter nok ikke i Danmark. Liberal alliance er godt nok lige så købt og betalt som Bjarnes cykelhold, med den eneste lille detalje at Team Saxobank har navet trykt på trøjerne.

Erhvervslivet og finansverdenen er de nye konger og paver, der dikterer hvad der er godt.
Det der er godt for de velhavende er godt for alle lyder dogmet.
Skattelettelser for de rige, mindre kontrol med finansverdenen, privatisering af offentlige instanser osv.
At lavere skat motiverer til mere arbejde, holder ikke.
At strammere dagpengeregler motiverer til at få folk i arbejde holder heller ikke.
At de rige skaber arbejdspladser og vækst har ikke kunnet bevises – på trods af talrige undersøgelser.
At dem der tjener meget er mere flittige er en skrøne og at flittighed fører til rigdom er en illusion.
Faktisk har undersøgelser vist at en stor belønning ofte har den modsatte effekt på kreativitet – at motivationen er interessedrevet og til en vis grad også på præstige. http://www.youtube.com/watch?v=u6XAPnuFjJc

Når mantraet er ’vækst’i en verden med begrænsede ressourcer, har man misforstået noget.
Stabilitet er nok det eneste reelle alternativ.
Hvis man tror man kan spare sig ud af krisen, vha. nedskæringer, stramninger og fyringer, har man ikke forstået at statens ansatte også er statens ’kunder’. Kunder uden penge er dårlige kunder, det giver sig selv…
At tro at stramninger på dagpenge får flere ud i arbejde, viser blot at man ikke har fattet situationen. Når der er 150 ansøgninger på en folkeskolelærerstilling, så er det ikke fordi man ikke er kvalificeret eller at man er doven, når man ikke får jobbet. Stramninger hjælper ikke i den situation. De i alt 3000 Vestas for nyligt har fyret, er jo ikke blevet arbejdsløse fordi de er dovne. Men de kan jo bare spise kage?

Hvis man vil have indflydelse og magt, så gør man klogt i at være lidt risikovillig, kold, kynisk og selvretfærdig. Alternativt kan man lade sig føde af nogle ressourcestærke forældre, der har råd til at putte en i privatskole med de andre ressourcestærke, hvor hjælpen og støtten er nærmere pga. en lavere klassekvotient, hvor lærerne har tid og overskud fordi de vanskelige elever bliver sorteret fra.

Man bør under ingen omstændigheder vælge nogle forældre med anden etnisk baggrund end dansk, der bor i f.eks. voldsmose i Odense, mjølnerparken i Aarhus eller Københavns nordvestkvarter. Forældre der er arbejdsløse og med naboer der ressourcemæssigt befinder sig i bundet af samfundet gør vejen til universitetet væsentlig længere og mere besværlig. Faktisk stiller det en væsentlig længere fra en uddannelse og et langt og sundt liv, end det gør hvis man kommer fra Holte.
Uanset hvad du gør, så lad være med at blive født af forældre i Nigeria, Zimbabwe eller Sudan, det er rent selvmord.

Hvis man tror at socialisme er det samme som kommunisme, kan jeg godt forstå at folk ryster på hovedet af partier som enhedslisten. Men hvorfor er der nogen der har fortjent at få mere end andre?
Hvorfor skulle staten ikke kunne drive bankvirksomhed, som på kapitalistiske vilkår, men med statslig forsigtighed – så befolkningen kunne havde deres sparepenge et sikkert sted?
Hvorfor skulle staten ikke kunne drive et supermarked, med indkøb og tilbud, som Føtex og Brugsen, drevet af udbud og efterspørgsel, men hvor overskuddet gik til statens budget.
Vi har ikke brug for at en mellemmand, eller investorer skummer fløden og befolkningen betaler for deres profit – og da slet ikke når de penge så bliver investeret i at flytte produktionen ud af landet – for at maksimere profitten.

Er ’at tjene’ det samme som ’at fortjene’?
En fodboldspiller som Christiano Ronaldo garanterer Real Madrid en kæmpe indtjening, men hvad er den reelle værdi af hans arbejde?
En universitetsprofessor der forsker i en vaccine for kræft, til gavn for samfundet tjener kun en brøkdel af en professionel fodboldspiller i FC Barcelona. Arbejder han derimod for Novo Nordisk, der kan tage patent på vaccinen, så er lønnen en anden – pga. profitten, ikke den menneskelige værdi.
En skuespiller garanterer filmselskabet en milliardomsætning. Det gør en sygeplejerske ikke ligefrem.
En gennemsnitlig bankansat der har med private kunder at gøre, tjener end del mindre end dem i erhvervsafdelingerne, men dog stadig det dobbelte af en lærer eller en pædagog – fordi de små bæster ikke giver noget afkast. Børn er en underskudsforretning, mens der er penge i penge – men er det mere værd?

I stedet for kun at have en mindsteløn, kunne man måske også spekulere i et løn-loft.
Vi har ressourcer nok til at brødføde hele verden – men økonomien står i vejen for viljen til at give alle mulighed for et værdigt liv.

En revolution i Danmark vil ikke gøre den mindste smule forskel i verden. En socialistisk regering vil kollapse, hvis den blot er lokal.
For globalt set, sidder kongerne stadig på magten.
Det er utopi at tro at dem der sidder på magten nogensinde vil tillade at man fordeler deres ressourcer ligeligt.

Hvis vi er heldige får amerikanerne nok. Forhåbentlig vågner de op af deres ignorante lønslavetilværelse og klynger tyrannerne op i lygtepælene langs Wall street og foran det hvide hus. Bl.a. fordi reallønnen er halveret og arbejdstiden er steget siden 70’erne – mens de rigestes indkomst er steget med over 200%.
At det går op for folk at deres friheder og rettigheder er blevet solgt for en slik, pakket ind i undskyldninger omkring terror, national sikkerhed og vækst.

Det er trist at liberalismen ikke længere står for friheder og rettigheder for folket.
Personlig frihed er blevet erstattet med økonomisk frihed og personlige rettigheder er blevet overdraget til de multinationale selskaber.
USA's højesteret har erklæret at ’corporations’ har samme rettigheder som personer, på trods af at investorerne ikke kan stilles personligt til ansvar.

lørdag den 4. februar 2012

Stoffer og principper

Der er en del fejlopfattelser i stofproblematikken.

1 - man tror man kan straffe sig ud af problemerne.
Den strategi har efterhånden spillet fallit på alle tænkelige måder.

2 - man konkluderer fejlagtigt at hash leder til misbrug af hårdere stoffer, fordi langt de fleste narkomaner har røget hash før de begyndte på de hårdere stoffer
- men de fleste narkomaner røg også cigaretter og drak alkohol, før de røg hash. Faktisk er det de færreste hashrygere der bliver stiknarkomaner.
Mon ikke forklaringen skal findes et andet sted - så som miljø, sociale vilkår, overgreb og psykiske lidelser... men den forklaring er noget dyrere, da det selvfølgelig leder hen til et socialt ansvar.

3 – Man har den opfattelse at narkomanerne jo bare kan holde op med deres pjat.
Det er desværre de færreste der tænker over hvorfor nogle ’vælger’ et lorteliv i et miljø præget af vold, prostitution, hjemløshed, abstinenser, kriminalitet og stoffer. Måske har de ikke et reelt alternativ? Måske er det de kommer fra det samme, bare uden stoffernes flugtmulighed? Og igen; hvad er så reelt alternativet?

4 – De kan jo bare gå på afvænning; staten betaler.
Ja, bortset fra at det ikke er så lige til. Hvad er det de kommer ’hjem’ til efter afvænning? Intet socialt netværk, ingen personlige eller økonomiske ressourcer. Ofte har de ’samlet en psykisk lidelse op’ undervejs i narko-karrieren. En kæmpe gæld til det offentlige, til rockere og pushere i narkomiljøet og ofte har de selv flere domme i bagagen og så er jobmulighederne mikroskopiske. – og så fungerer den statsgaranterede afvænning mildest talt kritisabelt.

5 – Narkomaner er pr. definition kriminelle.
Ja det er de fleste – eller nej. Måske hvis de fik et alternativ.
Hvis man skal holde abstinenserne på afstand – og det SKAL man. Hvis du troede det var svært at holde op med at ryge, så forestil dig blot en dobbeltsidet lungebetændelse med 40 i feber oven i.
Når et fix koster 100,- og man skal have 4-5 fix om dagen så rækker kontanthjælpen ikke langt.  Det er ikke for sjov at de prioriterer stoffet frem for husleje – selv i februar måned og minus 10 grader.

6 - Det er for dyrt med narkomaner på statens regning. Det skræmmende er, at det kun koster et par ører at fremstille et fix - og det er pushere og bagmændene der scorer kassen - ikke staten. Men det er kommunerne og forsikringsselvskaberne, sammen med beboere i de belastede områder, der betaler omkostningerne for indbrud, overdoser, vold og nåle på børnenes legearealer. Imens den porganiserede kriminalitet har monopol på en fast indtægt på mange millioner.


Det kunne være vi skulle tage de politiske briller af, droppe de misforståede principper og vise lidt omsorg og medmenneskelighed.
Hvis man overlod salget til apotekerne, så ville vi for det første komme de urene stoffer til livs. Vi ville kunne kontrollere og rådgive misbrugerne. Vi ville fjerne en enorm indtægtskilde fra de kriminelle miljøer. Man ville fjerne behovet for at skaffe de mange penge og derved fjerne årsagen til de narkorelaterede indbrud og overfald. Man ville kunne spare misbrugerne for en håbløs gæld. Man ville komme en stor del af gadeprostitutionen til livs og sidst men ikke mindst, ville man kunne hjælpe staklerne til et nogenlunde værdigt liv. Meget godt klaret samtidig med at de faktisk ville spare samfundet for en masse penge og ballade.
Mens vi er i gang – så kunne apotekerne jo også stå for salget af tobak og alkohol. Så slap man måske også for alt kemien i tobakken og alkohol markedsført til de unge.

tirsdag den 24. januar 2012

Ingen arme ingen småkager!

Det kan være slemt nok at miste sit job. Ikke nok med at man mister jobbet, så er der som regel også omkostninger i form af identitetstab, mindreværd og lavere indkomst.
For nogen betyder det at de skal sælge bilen for at få dagpenge.
 Hvis det var vores familie, hvor jeg blev arbejdsløs, og vi skulle sælge bilen for at få dagpenge, ville det betyde at Camilla ikke længere ville kunne komme til og fra arbejde. For andre, der f.eks. har sparet op til at holde sommerferie, betyder det at opsparingen ryger.[1] 
Er det det vi er ude på, når et lille udsnit viser at Nykredit fyrer 125 medarbejdere, Carlsberg 150, Telia 170, Sydbank og datterselskaber 390, Danish Crown 500, Nordea 650, TDC 4000 medarbejdere over 4 år og Vestas 3. fyringsrunde på kun 3 år, forventes at afskedige 1300 medarbejdere. 
Sammenholdt med at der er 18.000 færre offentlige stillinger end i 2010.[2]

Mens staten skærer ned og erhvervslivet trimmer konkurrenceevnen, smider vi barnet ud med badevandet. Vi skærer i stillingerne og producerer arbejdsløse i stor stil, giver dem skylden for alle ulykkerne, himler op over hvor dyrt det er at ha’ dem siddende og lave ingenting – og forventer så at det vil få os ud af krisen?
Vi glemmer ofte at vi er vores egne kunder. Fyrer vi en medarbejder ét sted, bliver der færre penge at købe for et andet sted. – og så må de fyres endnu flere…. osv.

Skal vi så blive ved med at opretholde illusionen om at de arbejdsløse bare er dovne?
At de bare skal 'ta' sig sammen og få sig et arbejde'?
Skal de skydes i skoene at de er en belastning for samfundet?
At de er skyld i krisen?

Mens vi tager livskvaliteten fra dem... 

Ikke noget job, ingen sommerferie med familien.

Ingen arme ingen småkager!

Måske skal vi huske på at det ikke altid er selvforskyldt. At det i forvejen er et nederlag for mange. At de ikke nødvendigvis er inkompetente og at deres kompetencer formentlig skal bruges igen engang… altså hvis ikke vi får smadret den inden.

Og måske kunne de allerede bruges nu – det bliver dyrt, men hvad er alternativet?

mandag den 23. januar 2012

Prisen for frihed

Da USA gik ind i Irak var det pga WMD (Weapons of Mass Destruction). "Ok." Sagde jeg- "men hvis det viser sig at der ikke er nogen WMD, så er krigen illegitim." FN var åbenbart af samme mening, så krigen blev uden FN-mandat. Det i sig selv var måske et vink med en vognstang.
Jeg var godt klar over at de ikke kunne sige "Det er fordi Sadam ikke makker ret." Da det ville være at indrømme at man førte en indenrigs-udenrigspolitik; altså at man var ligeglad med det moralske i sagen og kun plejede egen-interesser.
Den egentlige årsag, olie, var på alle måder et no-go som argument. Terror-bekæmpelse og verdenssikkerheden var noget alle kunne slutte op om efter 11. Sept., hvilket gjorde tidspunktet oplagt – og målet var selvskrevet.

Da det viste sig at der ikke var nogen WMD og kritikken haglede ned over USA og deres allierede, gik man i krig med en ’for eller imod’-jargon; ”Vil i hellere have Sadam tilbage?” tordnede Anders Fogh mod en lidt for kritisk journalist.
Journalisten led tydeligvis af forstokket hukommelse og havde ikke fulgt ordentligt med, da grundlaget pludselig var blevet at man ville redde det irakiske folk fra en hjerteløs, grum og ondsindet diktator, der udpinte sit eget folk og kun plejede sine egne private interesser – folket skulle befries og have demokrati og selvbestemmelse. 

Nobelt, ville nogen mene. Inklusiv undertegnede. Fint med mig.

MEN! Hvorfor sagde de ikke bare det i første omgang? – Tjaaa, - Hvis man havde sagt det var pga. en ondsindet diktator, så havde man forpligtet sig til at tage en ’Tour de Afrika’.
Sudan, Etiopien, Somalia, Marokko, Libyen, Syrien, Iran osv. Det var én ting. 
Hvad værre var Kuwait, der var hovedårsagen til den første golfkrig i 1990, heller ikke er et demokratisk land.
Allierede så som Egypten, Saudi Arabien, er ligeledes ikke demokratiske. Også hér bliver befolkningen undertrykt. Der er censur, udplyndring af landets ressourcer, kvindeundertrykkelse, religiøse ’domstole’, og menneskerettigheder bliver overtrådt og i praksis ignoreret.

 Fyrsterne, sheikerne, prinser, konger, præsidenter, præster og hvad lederne ellers kalder sig, er så stinkende rige at det er helt ude af proportioner. De har udpint landenes befolkning og taget landets ressourcer som deres egne, hvad enten det har været diamanter, guld eller olie. De landes ’adel’ har været tolereret af den vestlige verden. Vi har endog haft et samarbejde, samhandel og nogle gange er en diktator eller konge ligefrem blevet støttet med vestlige midler. 

Hvorfor? Vi vil da skide på befolkningens velbefindende så længe vi får vores olie til rimelige priser.
Fy for helvede – og nu hvor den vestlige verden fordømmer Muammar al-Gaddafi og Hosni Mubarak – så er det sq for sent. 

Nu hvor deres eget folk vælter dem ved egen hjælp (næsten) og de ikke længere sidder tungt på magten bliver de forrådt af deres vestlige ’venner’, der nu fordømmer dem og deres regime. 

De skulle have været væk for 30 år siden. De skulle have været fordømt og ekskluderet for længe siden. Vi havde måske ikke behøvet at gå i krig som i Irak. Men man kunne jo have ladet være med at købe deres olie og sælge dem vores våben. Vi kunne måske have lagt nogle sanktioner og lagt et pres på de ledere. Vi kunne have vist dem at de demokratiske værdier og rettigheder er universelle og gælder alle mennesker.

Vi viste istedet, at vores værdier er billigt til salg.

Men nu er de væk – eller dvs. nogle af dem.
 Nogle få, faktisk. 
En stor sejr for folket og demokratiet. 
Specielt når man ser på Irak der nu lever i fred og fordragelighed og den store velstand olien indbringer, går til folket.....[Sarkasme kan forekomme]

Men nej, hvor var det lige filmen knækkede, når der nu er forsvundet $17 milliarder af Iraks oliepenge efter krigen?[1] At de $6.6 milliarder USA sendte til Irak til genopbygning også forsvandt?[2] Hvordan kan det være at man bruger $85 millioner på ubrugelige amerikanske ’minesøgere’ der består af en metalpind og et plastikhåndtag?[3] At et amerikansk firma som Halliburton[4] ’vandt’ en kontrakt på $7 milliarder (Halliburton med en tidligere formand for bestyrelsen, der tilfældigvis så blev vicepræsident og fik $36 millioner i støtte til sin kampagne + en solid håndfuld aktier i gyldent håndtryk – Dick Cheney) er i sig selv måske ikke det værste – at det kun var Halliburton der måtte byde på kontrakten er måske en anelse mistænkeligt. 
Ikke nok med denne lukrative kontrakt kom i hus, så blev firmaet snuppet i omfattende snyd med ’overcharging’. Den vogn var vores egen kære Mærsk også med på og modtog en bøde på $31.9 millioner for at ’bonge’ det amerikanske militær for lidt ekstra på transportregningen.[5]
Der er omfattende korruption i Irak og et lukrativt marked for gribbene i de store ’corporations’. 
På et tidspunkt blev der undersøgt 50 nye sager om korruption begået af amerikanske virksomheder i Irak – på blot et halvt år.[6] 
Det var dengang – lige efter krigen. 
Og nu – er billedet stadig det samme. 
Irak ligger så tæt på bunden i ’korruptionsindexet’ at det kunne minde om anarki.[7]

Det meste sigende for krigen er måske at da demonstranter smadrede og udplyndrede det irakiske nationalmuseum i Bagdad lød kritikken at de amerikanske tropper burde have forsvaret klenodierne og reddet landets kulturskatte fra at blive plyndret. Det kan dog ikke komme som den store overraskelse at olieministeriet ikke led samme skæbne. Dér var der rigeligt med amerikanske soldater.[8]
Noget andet sigende for krigen var måske også at Anders Fogh blev NATOs nye generalsekretær. Så skulle det mandat være på plads frem over…..

Iran? Tjoo var der ikke noget med atomvåben? [Pssst: de har vist også en sjat olie og et diktatur].

Lad os endelig indføre demokrati, velfærd og menneskerettigheder i de lande. 
Lad os befri de undertrykte og give dem valget. 
Men at sende kapitalismens bulldozere, i form af store ’corporations’, ind for at ’genopbygge’ svarer til at lade en flok gribbe vogte din dødssyge moster. 
Det er måske ikke det folket er bedst tjent med – men det har vel heller aldrig været meningen?
Jeg sagde det dengang – inden Irak. Inden FN sagde nej – De gør det sq alligevel.
Men jeg kan være lige så claivoyant når det drejer sig om Iran? Mit bud er inden for de næste 10 år. 
De skal lige nå at slikke sårene efter Irak.


torsdag den 19. januar 2012

Bankpakker, banker krakker og hvad rager det mig.

Nu er Vestjysk Bank så lige gået ned.
Langt under halvdelen af bankens 23 mia i udlån er sikre. Banken skylder staten 9 mia.

9.000.000.000.000 kr.

Hvis man antager at en alm lønmodtager tjener ca 350.000 om året og inkl. fradrag osv betaler 150.000 i skat - så er det 60.000 skatteydere der må lægge ryg til det. Eller fordelt over 10 år - 6.000 skatteydere der betaler til den bank alene.

På trods af Bankpakkerne I, II, III og IV har vi nu haft 13 bankkrak. Bank Trelleborg var en lille forsmag i 2008, så kom Roskilde Banks krak i juli samme år. Det fortsatte med Forstædernes Bank, Bonusbanken, EBH Bank, Løkken Sparekasse, Gudme Raaschou Bank, Fiona Bank og Eik Bank. Dertil kommer så  Max Bank, Amagerbanken, Fjordbank Mors og nu Vestjysk Bank.

Finansiel Stabilitet, statens egen 'redningsbank', der blev oprettet som en del af bankpakkerne, har bl.a. til formål at opkøbe usunde dele af ustabile banker, mens private banker så kan opkøbe og overtage de sunde dele. Finansiel Stabilitet havde underskud for de første 3 kvartaler (4. ikke opgjort endnu) i 2011 på 750 millioner kroner. Desuden har FS udstedt statsgaranterede lån på 170 MILLIADER, som ikke er betalt tilbage endnu. Samtidig har bankerne allerede opfyldt kravene fra bankpakkerne og bidraget med de 25 mia. til redning af nødstedte banker. Fremover hænger bankkrakkene alene på staten.

"Et regnestykke, Økonomisk Ugebrev har udarbejdet, viser at Bankpakke 3 koster danskerne ekstra mindst tre mia. kr. årligt." Berlingske 21. august 2011, 11:12

De penge går så naturligvis fra skoler, vuggestuer, hospitaler, ældrepleje osv.
Det er meget godt at vide, når nu der bliver skåret i budgetterne på landets institutioner.

Samtidig blev Danske Banks resultat 1,5 mia. kr. i overskud, efter skat for de første ni måneder af 2011. Og 'efter skat' er måske så meget sagt, for Danske Bank har benyttet sig af at de kan flytte overskudet til Irland, hvor de har en bank der kører med underskud - og dermed reelt kan udskyde at betale i danmark, på ubestemt tid.

Samtidig bliver der fyret folk på stribe. Selvfølgelig fra krakkede banker. Men også fravirksomheder som Nykredit, SAS, Vestas og utallige andre virksomheder.
Det er selvfølgelig for at spare.

Nu har regeringen så valgt at overtage stafetten fra VKO og kun tænke i 'vækst' og 'besparelser'.

Ifølge  Politikken 17. Jan 2011 er der, fra 2. kvt 2010 til 3. kvt. 2011 nu 18.000 færre offentlige stillinger.

18.000 !

Staten gør som erhvervslivet. Man skærer i antallet af ansatte for at spare på lønudgifterne.
Nu er staten jo ikke en privat virksomhed, vis ansatte producerer dimser, som de sælger til kunder.
Staten er i mange sammenhænge sin egen 'kunde'. Hvis man fyrer folk, så mister kunderne købekraft. De betaler mindre i skat og man må derfor spare yderligere. Det er ikke ligefrem vejen ud af krisen.

Erhverslivet har haft held til at hjernevaske folk med mantraerne om at det kun er det private erhversliv der kan skabe vækst. At det kun er bankerne og de store virksomheder der kan få os ud af krisen - og til det skal de bruge statens finanser, lavere lønninger og friere tøjler. WTF!

DE FYRER FOLK!

Det er sgu da de vildeste SAMFUNDSNASSERE der først får milliarder i støtte og derefter flytter overskuddet ud af landet.

Brug i stedet de mange milliarder på at ansætte flere lærere, pædagoger, sygeplejesker, politifolk, gadeplansmedarbejdere og hjemmehjælpere. Byg nye skoler, lav forbedringer på offentlig transport og brug penge på vedligeholdelse af offentlige bygninger og vejnet.

Lad bankerne sejle og skab arbejdspladser for pengene. Befolkningen flytter ikke skatten ud af landet. Og mon ikke det tjener samfundet bedre med flere politifolk, hjemmehjælpere og sygeplejersker, end bankfolk og valutaspekulanter?

tirsdag den 17. januar 2012

Politik er jo røvsygt!

'Det er så kedeligt.' -  'Politik er uvedkommende.' - 'Politikere er alle ens.' - 'Rød eller blå er et fedt'

Hvordan ville boligboblen ha' set ud, hvis ikke VKO havde tilladt de risikable afdragsfrie lån? Og hvordan ser det ud mht tvangsauktioner om 10-15 år? 'Det kunne de jo ikke vide.' Tænker man, men i England havde de faktisk en hel flodbølge af tvangsauktioner ca. 10-15 år efter den slags lån blev tilladt. Det resultat kom ca. samtidig med at vi tillod den slags usikre lån i Danmark. Alle fik mulighed for at leve over evne og huspriserne steg til himmels. Huspriserne steg så meget at dem der nu sidder med de afdragsfrie lån, sidder i et hus der ikke opnår samme værdi, som da de købte det, før om min. 10 år. De er teknisk insolvente og sidder nu stavnsbundet.
Ja ja, men de kunne jo bare lade være. Ja, hvis de havde interesseret sig lidt for hvad der foregik. Men det hele er jo så pisse kedeligt. Godt jeg bare bor til leje.

Så er det hele terrorlovgivningen. Og va' så. Det kommer ikke mig ved. Jeg er jo ikke terrorist, så det kommer jeg ikke til at mærke noget til. Tjaaa - loven er så bredt beskrevet at rockere, aktivister, demonstranter, tv-stationer, og ganske almindelige kriminelle faktisk kan puttes ind under kategorien 'terrorister'. Så må man jo bare håbe at politiet ikke vælger §114 når de anholder en ved en demonstration. Men jeg demonstrerer heldigvis aldrig.

I USA har Obama underskrevet en lov (med lovning på aldrig at bruge den - ja, ja. Men det har fremtidige 'Bush'er' ikke lovet noget om). Loven giver mulighed for at tilbageholde mistænkte på ubestemt tid, uden rettergang. Det gør man i forvejen på Guantanamo, men va' det er jo ikke mig. Og noget må de jo ha' gjort.

Bankpakkerne og hvor pengene bliver af, pisser mig så meget af at det springer jeg let hen over her, for ikke at galden skal flyde over.

24-års reglen vedkommer heldigvis ikke mig. Jeg har allerede en kone.
 At man på den ene side erklærer krise, skærer i de offentlige budgetter, har ansættelsesstop, fyringsrunder osv. har ikke den store indflydelse på min situation. Først fyrer man folk for derefter at jagte de arbejdsløse rundt i et hjernedødt system kommer heller ikke mig ved. Udråbt som dovne eller inkompetente samfundsnassere der tærer på de offentlige midler midt i en krisetid. Føj!
Uddannelserne er efterhånden så udpinte at der ikke er meget kvalitet tilbage. Men jeg er vandt til at læse selv, så det er ikke så slemt.... Og så bliver de unge hurtigere færdige, når nu der ikke stilles de store krav, kan alle jo få en uddannelse på rekord tid.Direkte ud i arbejdsløshed så hurtigt som muligt. Kvalitet er alligevel opreklameret.

Jeg er heldigvis heller ikke hjemmehjælper, sosu-assistent, sygeplejerske eller folkeskolelærer. De har det hårdt, men at tage sig af andre er bare ikke pengene værd. Hvis man vil leve godt så skulle man være blevet forsvarer for en flok utilpassede motorcykelentusiaster med et anspændt forhold til loven.

Politiet har jeg heldigvis aldrig rigtig haft brug for, ud over et par stjålne nummeplader i ny og næ. Og godt det samme for de har ikke længere tid og ressourcer til at tage sig af småproblemer som indbrud og overfald.

Bussen mellem Fredensborg og Hornbæk er væk. Bussen fra Humlebæk, via Fredensborg, til Hillerød er også væk. Togtiderne er ændret og priserne er steget (igen). Hvis priserne på benzin havde haft samme stigning som hos den offentlige transport, ville en liter koste over 22,-. Men va' det går jo nok. De kan vel alligevel ikke blive ved. Som med rengøringen på skolerne og hospitalerne, må det vel stoppe et sted, før det bliver for ulækkert?

First they came for the communists,
and I didn't speak out because I wasn't a communist.
Then they came for the trade unionists,
and I didn't speak out because I wasn't a trade unionist.
Then they came for the Jews,
and I didn't speak out because I wasn't a Jew.
Then they came for the Catholics,
and I didn't speak out because I was Protestant.
Then they came for me
and there was no one left to speak out for me.