Ytringsfrihed, Demokrati og en Dårlig Statsminister

Efter Muhammed-tegningerne afviste Anders Fogh Rasmussen at mødes med nogle tyrkiske diplomater ang. tegningerne. Han henviste blot til at vi har ytringsfrihed her i landet og at JyllandsPosten var i deres gore ret til at trykke hvad de ville; Også Muhammed med en bombe i turbanen.

»De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«.
Lars Hedegaard i et interview til blogsitet Snaphanen i 2009

Ja, så kan det vel ikke undre at der er en eller anden galning, der føler sig en smule provokeret? Blandt andet mig. Specielt, når jeg mener at kunne huske et par sager hvor danske onkler, fædre og bedstefædre forgriber sig på børn. Var der ikke en sag om et par i Tønder der lejede deres 11-årige datter ud?
Så lad os ikke et øjeblik tro at den slags kun foregår i Islam. 

Når den katolske kirke så bliver grebet med hænderne nede i bukserne på et par tusinde mindreårige drenge og samtidig viser sig at dække over det, så kan man undres over at Lars Hedegaard udpeger Islam som den store synder på dét punkt.

Skal han så skydes pga. de udtalelser? Skal jeg? Vel nok er deres harme berettiget, men ytringsfriheden er netop til for at de kan svare igen – uden brug af vold. Dét alt mange ikke forstår, er at ytringsfriheden ikke er til for at jeg må sige hvad jeg vil, til dem der er enige – men at dem jeg er uenige med, må sige hvad de lyster uden at skulle frygte for deres liv. Jeg er derfor også velkommen til at tage til genmæle. [Ytringsfrihed generelt,  beskrevet i et andet indlæg: http://knueflipper.blogspot.dk/2011/06/ret-men-ogsa-rigtigt.html ].

Så er det lige det med demokratiet.
En relevant sidehistorie er hele det opgør med Anders Fogh Rasmussen der lige har været – han var skyld i den økonomiske krise blev så slem. Han var uansvarlig.
Men var mantraet tidligere, under VKO, ikke netop at han var en dygtig politiker?
Selv de der ikke var enige med ham, var i det mindste enige i at anerkende hans evner som politiker. Men var han det? Han gjorde jo netop en dyd ud af at ignorere kritik. Kendetegnet ved 00’ernes regering, var at de var dem selv nærmest og ikke lyttede til, hverken eksperternes råd, oppositionens kritik eller andre der ikke lige var kernevælgere.

Det er jo ikke just et glanseksempel på en dygtig politiker. Det er faktisk ikke engang særligt demokratisk. Demokratiet burde jo være garant for at man også lytter til mindretallet, indgår kompromisser for at tage mest muligt hensyn til alle og at man ikke blot, i kraft af en flertal, regerer som om man har 100% opbakning i befolkningen.

Demokratiet har trange kår, da de fleste synes at tro, at dem der lykkes at skaffe 90 mandater, kan tillade sig at regere egenrådigt. Uden hensyn.
Uansvarligt. 

Men den går heller ikke.  - VKO sad trods alt i 11 år.
3 gange er det lykkedes, en tilsyneladende uansvarlig regering, at skaffe mere end de 90 mandater der  skulle til for at fortsætte deres hærgen.  Det tyder på en befolkning der enten lider af ansvarsfralæggelse eller politisk-analfabetisme/inkompetente vælgere. Sandsynligvis endda begge dele, tilsat en god portion selvretfærdig egoisme.

Det bringer mig frem til dagens situation -  hvor et mindretal i befolkningen er hængt ud som syndebukke. Hvor retorikken igennem VKOs regeringsperiode er blevet mere og mere fjendtlig og stigmatiserende. Når der så er en der vælger at forsøge at skyde en der har lagt sig ud med hans religion, bryder helvede løs. Mange får deres fordomme bekræftet – ”De voldige muslimer” og ”terror-religion”.
Det sker jævnligt at en tilfældig kristen i USA ,går amok med et automatvåben på en skole, postkontor eller biograf.
Det har intet med religion at gøre.
De er ofte blevet mobbet og nedgjort i en lang periode inden katastrofen indtræffer.
Men folks reaktion er ofte at manden bare var bindegal. Som om dét var en forklaring. [Ofre er altid, per definition, uden skyld]. Problemet er at hvis ikke vi erkender at vi bærer en del af ansvaret for de individer vores samfund skaber, så vil de problemer blot blive værre.
Vi marginaliserer, stigmatiserer og udstøder mere og mere.
Arbejdsløse, pensionister, muslimer, narkomaner, handikappede, indvandrere og flygtninge (og nu lærere og studerende? )kan læse om hvor ringeagtede de er, hvor dyre de er og hvor lidt de yder i samfundet , hver gang de åbner en avis eller tænder for tv’et.
 Vi må nok påregne et vist tabstal, når der ind imellem er en ustabil person der ikke finder sig i det længere.
Man har ikke krav på ’ikke at blive stødt’ eller ’fornærmet’.
Det hører med i et demokratisk samfund, at dem man er uenige med også har ret til at tale deres sag.
Men har vi ikke alle sammen i det mindste krav på at blive behandlet med et minimum af medmenneskelighed og respekt?