Det burde være ret ligetil og så er der snart en valgkamp på vej, så man har lidt at øve sig på.
Argument form.
Et godt argument skal opfylde følgende for at være gyldigt:
Det består af mindst to præmisser og en, deraf følgende, konklusion. Præmisserne skal underbygge det der konkluderes, dog uden direkte at sige det samme (da det så bare vil være gentagelse og det derved ikke beviser noget, -også kaldet en tautologi).
Et klassisk eksempel på et gyldigt argument er:
Alle mennesker er dødelige (første præmis)
Sokrates er et menneske (anden præmis)
-Sokrates er dødelig (konklusion)
Man ser da tydeligt at konklusionen følger af de enkelte påstande i præmisserne. Har man først sagt god for de fremsatte præmisser er man således også nød til at acceptere konklusionen.
For at et argument skal være gyldigt må det således nødvendigvis være sådan at; hvis præmisserne er sande er det umuligt for konklusionen at være falsk(ellers følger den jo ikke af præmisserne).
Man kan således ikke som Erasmus Montanus, gøre lillemor til en sten, fordi hverken lillemor eller stenen kan flyve.
At to ting har samme egenskaber, gør ikke tingene identiske, lige så vel som alt gult ikke er solen.
Argumenter kan fremstå på mange måde, med del konklusioner, der så går igen som præmisser for en bredere overordnet konklusion, men strukturelt vil del konklusionerne have ca. samme struktur som ovenstående og det overordnede argument vil også have lignende struktur, hvis man ser bort fra underdelingerne.
Det er kun formen der afgører om et argument er gyldigt eller ej. Indholdet betyder ikke noget. Først når vi taler om holdbarhed, betyder det noget om præmisserne er sande.
F.eks er følgende argument gyldigt:
Alle rødhårede er hidsige
Max er rødhåret
- Max er hidsig
Mens dette er u-gyldigt:
Alle stære er fugle
Nogle fugle er sorte
-Alle stære er sorte
Holdbarhed og gyldighed er derfor to forskellige ting.
Man kan sagtens have sande præmisser og sand konklussion i et ugyldigt argument, det er bare måden det er sat op på, der er problemet, så det ene ikke følger naturligt af det andet.
Derimod, skal det være holdbart, skal det både have en gyldig form og sande præmisser, som f.eks. i eksempel I.
------
Fejlslutninger.
Fejlslutninger kan være argumenter der i første omgang ser gyldige ud og egentlig opfylder alle krav til struktur osv.
De har dog alle det fælles træk at de ikke behandler emnet på en retfærdig måde.
Der er nogle overordnede kategorier og underdelinger af fejlslutninger.
Kategorierne er:
1). Bevis og relevans
2). Grundlag for argumentet
3). Mening
1). Bevis og relevans
1a). Cirkel slutning:
Begår en fejl ved at Konklusionen allerede er fremført i præmisserne og derved altid vil være sand. Argumentet forudsætter/beviser således sin egen sandhed.
Et eksempel på en cirkel slutning kunne være:
Bibelen siger gud eksisterer
Bibelen var inspireret af gud selv
Alt der er inspireret af gud er sandt
-Gud eksisterer
Det at bibelen er inspireret af gud forudsætter selvfølgelig at gud eksisterer og konklusionen er således nødvendigvis sand, hvis bare man er villig til at acceptere præmisserne.
Argumentets grundkerne er egentlig bare:
Gud eksisterer fordi han er til.
Den slags argumenter vil ingen kunne godtage da det egentlig ikke er et argument, men blot et postulat.
1b). Komplekse spørgsmål:
Et Kompleks spørgsmål går ud på at der forudsættes noget mere end man lige umiddelbart vil være villig til at svare på.
F.eks. forudsætter ja/nej spørgsmålet: Tæver du stadig din kæreste?
At man
1. Har en kæreste
2. Tæver hende/ham, eller har gjort det.
Hvis man svarer ja til spørgsmålet, så er det underforstået at man stadig tæver staklen, og svarer man nej er det underforstået at man HAR gjort det.
Den letteste måde at undgå den slags fælder på, er ved at gå til roden af spørgsmålet og eliminere den forudsætning der gør spørgsmålet til noget med underforståede forudsætninger, ved f.eks. at sige jeg har da aldrig tævet nogen eller lign.
Hvis først man har svaret ja eller nej på det, har man egentlig accepteret præmisserne.
1c). Relevans og forvirring: er nok noget af det mest brugte (specielt inden for politik). Der er to slags:
*Manden som målskive: Det går i al sin enkelhed ud på at gå efter manden, i stedet for bolden. Hvis f.eks. at sige at en retarderet siger at 2+2 er fire er det ikke mindre sandt end hvis en astro fysikker siger det (det vil ingen vel betvivle). Men hvis Peter Lundin skrev en bog om børneopdragelse, ville mange nok stille sig tvivlende allerede inden de havde læst den. Selv om manden er et sadistisk svin ville bogen jo egentlig godt kunne være god nok (selv om det stadig vil være tvivlsomt, men man vil ikke kunne afskrive det inden man havde hørt på hvad han havde at sige, lige så vel som 2+2 stadig er 4, selv om det er en anden der siger det).
*Motiverne som målskive: går efter motivet for argumentet. Det postulerer at når, f.eks. en på SU vil have SUen hævet er det kun pga. egne interesser, lige meget hvilke argumenter man ellers kommer med, og deres gyldighed.
Dette er heller ikke retfærdigt, da man (ligesom tåben der siger 2+2=4) kan have lige så meget belæg for det, som en der ikke er på SU har belæg for at ville hav den hævet. F.eks. for at fremme uddannelses niveauet i landet eller lign.
*Hykleri: går ud på at man siger ét og gør noget andet. Selv om en ryger fortæller folk at det er farligt at ryge, gør jo ikke rygningen mindre farlig og man kan derfor ikke med god ret ikke sige at hans argumenter er ugyldige bare fordi han ikke selv overholder sine egne råd, højst beskylde ham for inkonsekvens.
Eller som når en person bliver ved med at sige det er ok at bryde aftaler med en anden, fordi den anden selv har gjort det engang. (Børnelogik) – hvis han må, så må jeg også….
1d). Forvirring af emnet: Går i al sin enkelhed ud på at komme uden om det der egentlig bliver talt om og kan gøres på flere måder. Disse to er de mest almindelige:
*Rød sild: Hvor man forsøger at bringe noget irrelevant på banen og lade det få mere vægt end det diskussionen egentlig gik ud på, og derved få skiftet emnet.
Eksempelvis kunne det være en politikker der taler om vores sygehusvæsen pludselig vil have indvandrer debatten med på banen fordi de spiser alle vores kager og drikker al vores saftevand (det er set før...).
*Stråmand: (også kaldet boksebold) er hvor man bringer argumenter fra modstanderes side ind i argumentationen, og stiller dem dårligt op, kun for at skyde dem ned. Dvs. man gør som om man argumenterer for begge sider og vælger objektivt, selv om man egentlig stiller modstanderen svagere end han selv ville kunne gøre det. Derved gør man den andens argumenter til en målskive, og stiller ham svagere end argumenterne oprindeligt var. (eksempelvis hvis man piller konklusioner og citater ud af deres sammenhæng). Stråmanden hænger tit sammen med Rød sild
2).Grundlag.
Fejlagtig brug. Følgende fejlslutninger er ikke nødvendigvis fejlslutninger, så fremt man er klar over, og enig i, det der forudsættes.
2a). Spil for galleriet: appellerer til folks følelser så de vil godtage et argument der ikke er helt så rationelt som det måtte give sig ud for (igen en politisk OL-disciplin).
Når Søren Pind, f.eks. foreslår Marlene Wind at starte et ’ekspert parti’ så man kan se hvem der får mest opbakning, har det intet med et sagligt argument at gøre. At man har folkelig opbakning er irrelevant. 2+2 er stadig fire, selv om folket stemmer imod. (og socialkonstruktivisterne kan bare klappe i).
2a). Flertals argument: en anden variant af spil for galleriet, er at appellere til hvad folk gør generelt. Mange reklamer gør brug af denne fejlslutning, når eksempelvis en CD skal lanceres og de fortæller hvor mange der allerede har købt den.
Hvor mange der hører skidtet gør det ikke nødvendigvis bedre, så ville man kunne reklamere for alkoholisme og fedme på samme måde, da vi også har mange af dem i landet og det så selvfølgelig må være en god ting, når nu der ER så mange.
Man skal bare huske på hvor dum gennemsnits danskeren er – og så tænke på at halvdelen er dummere end det ;)
2a¹). Flertals argument: Hvis de gør, så må jeg også. (Her er det ’gør’ og ’må’ der er kernen). Man kan ikke påberåbe sig retten til at overtræde regler fordi nogle andre overtræder reglerne og ikke bliver opdaget i det. Eller fordi mange andre heller ikke overholder reglerne.
Blot fordi den forankørende kører for stærkt og ikke bliver nuppet i det, betyder det ikke at man 'har lov' til det. Det viser blot de andres manglende respekt for reglerne og deres omgivelser.
Mange misforstår også at bare fordi man gør det tit – og det går godt, er det ikke nødvendigvis tilladt.
2b) Trusler: går ud på at appellere til folks frygt (så at sige true dem). Hvis ikke du stemmer på Nazisterne vil alle de stygge indvandrer overtage dit job, bolle din kone, æde dine børn og vælte hele vores velfærds samfund osv. Det kan også være når man reelt truer med fysisk vold for at opnå noget.
(eller f.eks. sætter terror alarmberedskabet op i en valgkamp for at fremme folks frygt).
Hvis første præmis i et argument er: jeg vil havde dine penge. Andet er: jeg har en pistol og skyder dig hvis ikke du gør som jeg siger, er konklusionen ret åbenlys, selv om man ikke er intellektuelt overbevist om at argumentet er gyldigt, er man nok tilbøjelig til at acceptere hans argument.
2c). Medlidenheds argumenter: går ud på at appellere til andres medlidenhed. En tigger vil eksempelvis ikke opnå meget ved at stille sig op i det fineste søndags puds og ligne en million. En stakkels lille 3-årig pige vil nok have større succes.
Den slags er ikke direkte fejlslutninger, men kan hurtigt blive det, hvis man argumenterer for noget urimeligt på det grundlag at man er ynkelig.
2d). Ignorance: appellerer til folks uvidenhed. Man kan ikke konkludere at der eksisterer grønne marsmænd, eller afskyelige snemænd bare fordi ingen har kunnet bevise det modsatte. Det åbner også for gud, julemanden, nisser, trolde, havfruer, lilla svumpukler osv i en uendelighed.
Her er det måske også relevant at nævne at bevisbyrden ligger hos den der påstår at noget eksisterer. Det er i princippet umuligt at bevise et negativt udsagn, så som ’Julemanden findes ikke’. Derimod er det op til julemandsentusiasterne at fremsætte argumenter beviser, facts, der sandsynliggører hans eksistens.
2e). Eksperthjælp: appellerer til en autoritet inden for et område, og gør vedkommende til autoritet inden for et andet, selv om han måske slet ikke kender noget til emnet.
Dette er f.eks. kendetegnet ved en del reklamer, hvor man får en fodboldspiller til at fortælle hvilken tandpasta man skal bruge, selv om manden aldrig har haft det mindste begreb om den slags.
Einstein ville næppe kunne udtale sig om hvilket skyllemiddel der var bedst for astmatikere, selv om manden var genial på andre områder. Det ville bare sige noget om hvem der havde haft det største reklame budget.
2f). manglende faktorer: drejer sig om at man laver en optælling over muligheder, men udelader visse ting. Et eksempel kunne være: Shu-bi-dua - genialt eller elendigt (det tager ikke højde for at det da kan være ok, midt imellem eller noget helt fjerde)
Et andet: Clinton, sexgal eller cølibat?
2g). Tilfældigheder: går ud på at argumentet lægger vægt på tilfældige (tit irrelevante) faktorer.
F.eks. statistikken for børnetallet og storketallet i dk, faldt på samme tid og med lige sort procentmæssigt fald. Det betyder ikke nødvendigvis at der er en sammenhæng.
Argumentets grundkerne er egentlig bare:
Gud eksisterer fordi han er til.
Den slags argumenter vil ingen kunne godtage da det egentlig ikke er et argument, men blot et postulat.
1b). Komplekse spørgsmål:
Et Kompleks spørgsmål går ud på at der forudsættes noget mere end man lige umiddelbart vil være villig til at svare på.
F.eks. forudsætter ja/nej spørgsmålet: Tæver du stadig din kæreste?
At man
1. Har en kæreste
2. Tæver hende/ham, eller har gjort det.
Hvis man svarer ja til spørgsmålet, så er det underforstået at man stadig tæver staklen, og svarer man nej er det underforstået at man HAR gjort det.
Den letteste måde at undgå den slags fælder på, er ved at gå til roden af spørgsmålet og eliminere den forudsætning der gør spørgsmålet til noget med underforståede forudsætninger, ved f.eks. at sige jeg har da aldrig tævet nogen eller lign.
Hvis først man har svaret ja eller nej på det, har man egentlig accepteret præmisserne.
1c). Relevans og forvirring: er nok noget af det mest brugte (specielt inden for politik). Der er to slags:
*Manden som målskive: Det går i al sin enkelhed ud på at gå efter manden, i stedet for bolden. Hvis f.eks. at sige at en retarderet siger at 2+2 er fire er det ikke mindre sandt end hvis en astro fysikker siger det (det vil ingen vel betvivle). Men hvis Peter Lundin skrev en bog om børneopdragelse, ville mange nok stille sig tvivlende allerede inden de havde læst den. Selv om manden er et sadistisk svin ville bogen jo egentlig godt kunne være god nok (selv om det stadig vil være tvivlsomt, men man vil ikke kunne afskrive det inden man havde hørt på hvad han havde at sige, lige så vel som 2+2 stadig er 4, selv om det er en anden der siger det).
*Motiverne som målskive: går efter motivet for argumentet. Det postulerer at når, f.eks. en på SU vil have SUen hævet er det kun pga. egne interesser, lige meget hvilke argumenter man ellers kommer med, og deres gyldighed.
Dette er heller ikke retfærdigt, da man (ligesom tåben der siger 2+2=4) kan have lige så meget belæg for det, som en der ikke er på SU har belæg for at ville hav den hævet. F.eks. for at fremme uddannelses niveauet i landet eller lign.
*Hykleri: går ud på at man siger ét og gør noget andet. Selv om en ryger fortæller folk at det er farligt at ryge, gør jo ikke rygningen mindre farlig og man kan derfor ikke med god ret ikke sige at hans argumenter er ugyldige bare fordi han ikke selv overholder sine egne råd, højst beskylde ham for inkonsekvens.
Eller som når en person bliver ved med at sige det er ok at bryde aftaler med en anden, fordi den anden selv har gjort det engang. (Børnelogik) – hvis han må, så må jeg også….
1d). Forvirring af emnet: Går i al sin enkelhed ud på at komme uden om det der egentlig bliver talt om og kan gøres på flere måder. Disse to er de mest almindelige:
*Rød sild: Hvor man forsøger at bringe noget irrelevant på banen og lade det få mere vægt end det diskussionen egentlig gik ud på, og derved få skiftet emnet.
Eksempelvis kunne det være en politikker der taler om vores sygehusvæsen pludselig vil have indvandrer debatten med på banen fordi de spiser alle vores kager og drikker al vores saftevand (det er set før...).
*Stråmand: (også kaldet boksebold) er hvor man bringer argumenter fra modstanderes side ind i argumentationen, og stiller dem dårligt op, kun for at skyde dem ned. Dvs. man gør som om man argumenterer for begge sider og vælger objektivt, selv om man egentlig stiller modstanderen svagere end han selv ville kunne gøre det. Derved gør man den andens argumenter til en målskive, og stiller ham svagere end argumenterne oprindeligt var. (eksempelvis hvis man piller konklusioner og citater ud af deres sammenhæng). Stråmanden hænger tit sammen med Rød sild
2).Grundlag.
Fejlagtig brug. Følgende fejlslutninger er ikke nødvendigvis fejlslutninger, så fremt man er klar over, og enig i, det der forudsættes.
2a). Spil for galleriet: appellerer til folks følelser så de vil godtage et argument der ikke er helt så rationelt som det måtte give sig ud for (igen en politisk OL-disciplin).
Når Søren Pind, f.eks. foreslår Marlene Wind at starte et ’ekspert parti’ så man kan se hvem der får mest opbakning, har det intet med et sagligt argument at gøre. At man har folkelig opbakning er irrelevant. 2+2 er stadig fire, selv om folket stemmer imod. (og socialkonstruktivisterne kan bare klappe i).
2a). Flertals argument: en anden variant af spil for galleriet, er at appellere til hvad folk gør generelt. Mange reklamer gør brug af denne fejlslutning, når eksempelvis en CD skal lanceres og de fortæller hvor mange der allerede har købt den.
Hvor mange der hører skidtet gør det ikke nødvendigvis bedre, så ville man kunne reklamere for alkoholisme og fedme på samme måde, da vi også har mange af dem i landet og det så selvfølgelig må være en god ting, når nu der ER så mange.
Man skal bare huske på hvor dum gennemsnits danskeren er – og så tænke på at halvdelen er dummere end det ;)
2a¹). Flertals argument: Hvis de gør, så må jeg også. (Her er det ’gør’ og ’må’ der er kernen). Man kan ikke påberåbe sig retten til at overtræde regler fordi nogle andre overtræder reglerne og ikke bliver opdaget i det. Eller fordi mange andre heller ikke overholder reglerne.
Blot fordi den forankørende kører for stærkt og ikke bliver nuppet i det, betyder det ikke at man 'har lov' til det. Det viser blot de andres manglende respekt for reglerne og deres omgivelser.
Mange misforstår også at bare fordi man gør det tit – og det går godt, er det ikke nødvendigvis tilladt.
2b) Trusler: går ud på at appellere til folks frygt (så at sige true dem). Hvis ikke du stemmer på Nazisterne vil alle de stygge indvandrer overtage dit job, bolle din kone, æde dine børn og vælte hele vores velfærds samfund osv. Det kan også være når man reelt truer med fysisk vold for at opnå noget.
(eller f.eks. sætter terror alarmberedskabet op i en valgkamp for at fremme folks frygt).
Hvis første præmis i et argument er: jeg vil havde dine penge. Andet er: jeg har en pistol og skyder dig hvis ikke du gør som jeg siger, er konklusionen ret åbenlys, selv om man ikke er intellektuelt overbevist om at argumentet er gyldigt, er man nok tilbøjelig til at acceptere hans argument.
2c). Medlidenheds argumenter: går ud på at appellere til andres medlidenhed. En tigger vil eksempelvis ikke opnå meget ved at stille sig op i det fineste søndags puds og ligne en million. En stakkels lille 3-årig pige vil nok have større succes.
Den slags er ikke direkte fejlslutninger, men kan hurtigt blive det, hvis man argumenterer for noget urimeligt på det grundlag at man er ynkelig.
2d). Ignorance: appellerer til folks uvidenhed. Man kan ikke konkludere at der eksisterer grønne marsmænd, eller afskyelige snemænd bare fordi ingen har kunnet bevise det modsatte. Det åbner også for gud, julemanden, nisser, trolde, havfruer, lilla svumpukler osv i en uendelighed.
Her er det måske også relevant at nævne at bevisbyrden ligger hos den der påstår at noget eksisterer. Det er i princippet umuligt at bevise et negativt udsagn, så som ’Julemanden findes ikke’. Derimod er det op til julemandsentusiasterne at fremsætte argumenter beviser, facts, der sandsynliggører hans eksistens.
2e). Eksperthjælp: appellerer til en autoritet inden for et område, og gør vedkommende til autoritet inden for et andet, selv om han måske slet ikke kender noget til emnet.
Dette er f.eks. kendetegnet ved en del reklamer, hvor man får en fodboldspiller til at fortælle hvilken tandpasta man skal bruge, selv om manden aldrig har haft det mindste begreb om den slags.
Einstein ville næppe kunne udtale sig om hvilket skyllemiddel der var bedst for astmatikere, selv om manden var genial på andre områder. Det ville bare sige noget om hvem der havde haft det største reklame budget.
2f). manglende faktorer: drejer sig om at man laver en optælling over muligheder, men udelader visse ting. Et eksempel kunne være: Shu-bi-dua - genialt eller elendigt (det tager ikke højde for at det da kan være ok, midt imellem eller noget helt fjerde)
Et andet: Clinton, sexgal eller cølibat?
2g). Tilfældigheder: går ud på at argumentet lægger vægt på tilfældige (tit irrelevante) faktorer.
F.eks. statistikken for børnetallet og storketallet i dk, faldt på samme tid og med lige sort procentmæssigt fald. Det betyder ikke nødvendigvis at der er en sammenhæng.
3). Mening.
3a). Misforståelse: Drejer sig om at der er enkelte ord der kan have flere betydninger. F.eks. kan ordet flamingo betyde både skumplast, en lyserød fugl og en spansk dans. Det kan gå grueligt galt hvis det er det forkerte ord der bliver misforstået.
Et godt eksempel ville være: Bonden stillede træskoene under jagten. Om bonden har lagt skoene fra sig eller om han døde kan være lidt svært at finde ud af kun ved hjælp af denne sætning.
3b). Uheldig formulering: siger lidt sig selv. Det går ud på at argumentet er dårligt formuleret eller kan læses på flere måde, således at der opstår forvirring om argumentets mening.
Eks: Møblerne var lavet at slaver med krumme ben og blød polstring. Det kan forstås sådan at møblerne har krumme ben og blød polstring, eller at det er slaverne der er vanskabte og småfede.
3a). Misforståelse: Drejer sig om at der er enkelte ord der kan have flere betydninger. F.eks. kan ordet flamingo betyde både skumplast, en lyserød fugl og en spansk dans. Det kan gå grueligt galt hvis det er det forkerte ord der bliver misforstået.
Et godt eksempel ville være: Bonden stillede træskoene under jagten. Om bonden har lagt skoene fra sig eller om han døde kan være lidt svært at finde ud af kun ved hjælp af denne sætning.
3b). Uheldig formulering: siger lidt sig selv. Det går ud på at argumentet er dårligt formuleret eller kan læses på flere måde, således at der opstår forvirring om argumentets mening.
Eks: Møblerne var lavet at slaver med krumme ben og blød polstring. Det kan forstås sådan at møblerne har krumme ben og blød polstring, eller at det er slaverne der er vanskabte og småfede.
Jeg fortryder ikke at være gået til audition på X-Factor – gik man så til audition eller ej?
Ofte bliver udtryk som ’ikke nødvendigvis’ ikke brugt rigtigt, hvilket kan resulterer i at man siger
det modsatte af hvad man mener: Hos os hænger sex og kærlighed nødvendigvis ikke sammen.
det modsatte af hvad man mener: Hos os hænger sex og kærlighed nødvendigvis ikke sammen.
Retorisk ikke: Sådan er det jo ik’. – Det gjorde han så ik’.
3c). Accent. Hvordan man lægger trykket i en sætning kan også have betydning for forståelsen. Læs disse ens sætninger med tryk på forskellige ord:
NU nøjes julemanden ikke med at kysse mor. (Det gjorde han før?)
Nu NØJES julemanden ikke med at kysse mor. (Hvad gør han så yderligere ved hende?)
Nu nøjes julemanden ikke med at KYSSE mor. (hmmn.)
Nu nøjes JULEMANDEN ikke med at kysse mor. (Der er flere om buddet?)
Nu nøjes julemanden ikke med at kysse MOR. (Så det er ikke kun mor der er populær?)
Man kan også få meget sjov ud af følgende (tilsyneladende) uskyldige sætning: Hvad laver i børn?
3d). Komposition og division.
*Komposition går ud på at tillægge helheden noget som de enkelte dele har.
De enkelte dele kan f.eks. være af høj kvalitet, men hvis de ikke passer sammen, får man nok ikke nogen god bil ud af det.
Eller de enkelte spillere på et hold kan være vældig dygtige, men hvis ikke de kan arbejde sammen er holdet som helhed sandsynligvis ikke noget værd og det ville være en fejlslutning at påstå at det ville være et super hold, selv om det består af super spillere.
*Division er det modsatte af komposition, hvor man tager helheden og tillægger egenskaberne til hvert enkelt medlem.
Bare fordi vi lever i en voldelig by, med voldelige indbyggere behøver den enkelte indbygger ikke være voldsmand osv.
Jeg har tit oplevet at når folk diskuterer så er der nogle der diskuterer ret offensivt, og konstant "fortæller" den anden hvad han/hun mener, altså, det er modstanderens mening der bliver refereret som om referatet er nok til at få modstanderen til at give efter...
Der er flere uheldigheder ved den taktik:
1- den fører ikke til noget. Hvis man refererer rigtigt, siger vedkommende vel blot ja? Det kan godt være man selv er "stødt" af den mening, men den der har meningen er vel helt ok med det...?
2- Man referer nogle detaljer forkert, men "modstanderen" opdager det ikke og det bliver nu en del af deres fælles udgangspunkt. dvs. deres fælles udgangspunkt bygger derefter på en misforståelse.
3- Det bliver refereret forkert og "modstanderen" opdager det, så vil diskussionen nu dreje sig om referatet og ikke debattens oprindelige indhold og derved ikke noget der som sådan har med debatten at gøre.
Det er ok at spørge ind til begreber, definitioner osv., men lad være med at overfalde "modstanderen" med hans egen mening (hvad enten det er i fordrejet eller original form), det nytter ikke noget. Ofte bliver resultatet blot at "offeret" føler sig personligt- og ikke sagligt angrebet.
Argumentationsteori for dummies:
Der er flere uheldigheder ved den taktik:
1- den fører ikke til noget. Hvis man refererer rigtigt, siger vedkommende vel blot ja? Det kan godt være man selv er "stødt" af den mening, men den der har meningen er vel helt ok med det...?
2- Man referer nogle detaljer forkert, men "modstanderen" opdager det ikke og det bliver nu en del af deres fælles udgangspunkt. dvs. deres fælles udgangspunkt bygger derefter på en misforståelse.
3- Det bliver refereret forkert og "modstanderen" opdager det, så vil diskussionen nu dreje sig om referatet og ikke debattens oprindelige indhold og derved ikke noget der som sådan har med debatten at gøre.
Det er ok at spørge ind til begreber, definitioner osv., men lad være med at overfalde "modstanderen" med hans egen mening (hvad enten det er i fordrejet eller original form), det nytter ikke noget. Ofte bliver resultatet blot at "offeret" føler sig personligt- og ikke sagligt angrebet.
Argumentationsteori for dummies:
1). Man har ikke nødvendigvis ret fordi modparten har uret!
2). At modparten er idiot gør ikke nødvendigvis dig til et geni.
3). Blot fordi man er enig med nogen, har man ikke nødvendigvis sexuel omgang med dem man er enige med. (og slikker ikke div. krops-åbninger) Nogle gange har man ikke engang sympati for dem man er enig med..... uh den var svær at forstå...jaja, jeg ved det.
4). Man får ikke fordel ved at opfinde kreative og farverige bandeord, tilsvininger eller lignende.
5). Man bliver ikke taget mere seriøs fordi man bruger de samme bandeord og sviner på samme måde som alle andre.
6). Det nytter ikke at svine modstanderen til personligt. Det bliver dine argumenter ikke bedre af (tvært imod)... og det stiller ikke dig bedre (igen...lige modsat).
7). Det nytter ikke at henvise til at "alle andre gør det også". At nogen ikke bliver opdaget ophæver ikke reglerne. Det er heller ikke alle der får bøder for at køre for stærkt... men det betyder jo ikke at vi -må- køre som det passer os.
8). Man lærer mere ved at lytte til kritik, end ved at ignorere den.
9). Man vinder ikke en diskussion ved at afbryde og sørge for den anden ikke kommer til orde. Det gælder ikke om at råbe højest.
10). Det er let at have stærke meninger om noget man ikke ved noget om – det er sværere at have stærke meninger når man kender nuancerne.
11). Det er vigtigt at huske på at nogen ofte vægter følelser højere end facts og rationelle argumenter. Det er fordi følelser er nærværende og umiddelbare – mens rationelle argumenter og facts er abstrakte størrelser. – Det betyder ikke at følelserne er mere rigtige – blot at de er lettere at forholde sig til (og appellere til).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar