søndag den 21. august 2011

Verdens potentielt bedste opfindelse


Måske har naturen allerede forudset det. Alle ved at teenagere sover meget.  12-14 timer er intet problem for den gængse teen. Det hænger sammen med at deres hjerner er under rivende udvikling – og så måske fordi drengene får en testosteron indsprøjtning der ville gøre Floyd Landis misundelig – så for at de ikke skal gå bananas i sex og aggressioner har naturen klogeligt valgt at det var bedst de sov det meste af dagen væk.

Små børn, derimod! 
Søvnterrorister. Torturbødler. De små nederdrægtige ondskabsfulde bæster, der berøver deres forældre den mindste smule ro og hvile. Jeg er ret sikker på at helvede består af små børn der skriger.
Det er her min idé kommer ind: En søvnbank. En søvnopsparing, en slags ’børneopsparing, så man kan sætte overskudssøvn ind på en konto, som teenager. Når man så er blevet voksen og har fået børn, kan man så hæve af opsparingen og leve et nogenlunde normalt liv. Man vil kunne sove de obligatoriske 3 timer pr. nat, som ungen tillod, og så hæve fra kontoen for at dække underskuddet.
De underlige og skæve eksistenser der af uransaglige årsager vælger ikke at få børn, kunne så bi-jobbe lidt og gøre en god forretning ud af at sælge deres overskudssøvn til f.eks. folk med tvillinger.
Vi forældre ville kunne undgå ’zombificering’ og fungere nogenlunde normalt på trods af ungernes bedste forsøg på at drive os til vanvid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar