Argument-resistent - At ha' en mening.

Der har været en del snak om at Johanne Schmidt-Nielsen hurtigt ryger ud af folketinget. Det viser sig så at det er Enhedslistens interne aftaler der siger at man kun kan sidde i 7 år, eller den nye periode ud. Dvs., hvis der udskrives valg inden for de næste tre år, så kan Johanne faktisk godt sidde længere end de syv år. Idéen med den regel er at undgå ’karriere-politikere’ der er ude af trit med samfundet. Politikere der ikke længere har nogen som helst fornemmelse af hvordan det er at være almindelig lønmodtager på en ganske almindelig dansk arbejdsplads. (man kan så genopstille efter en pause på min. 2 år).
Det gir’ egentlig meget god mening.

Jeg læste engang en artikel om en undersøgelse der havde fundet ud af at der var en sammenhæng mellem alder og villigheden til at acceptere facts. Jo ældre personen var, des mindre var vedkommende villig til at acceptere kendsgerninger der stred imod vedkommendes overbevisning. ”Facts må vige, fordi jeg mener!” 

Når man så sammenholder det med at være ’karriere-politiker’. En der starter i et politisk ungdomsparti, går fra gymnasiet direkte på statskundskabsstudiet og så til folketinget, så kan der sq ikke være ret meget ’virkelighed’ og nærvær i vedkommende. Når man så ser på de ’dynastier’ der efterhånden har indfundet sig, hvor parti og folketingskandidatur går i arv, så ser det sq skidt ud for saglighed, nuancer og refleksion. Så er der tydeligvis lagt op til vanetænkning, udpinte floskler og sønderslidte mantraer. Men for pokker hvor bliver de seje til de politiske kneb og tricks.

Egentlig har vi rigelig af de uudfordrede slagord i forvejen: ’Vækst avler vækst’ - ’lav skat = høj vækst’ - ’jo lavere skat des mere vil folk knokle’- ’kapitalismen er det eneste rigtige’ - ’demokratiet = frihed’ og mange andre tvivlsomme påstande.
Det bliver på ingen måde nemmere at gå kritisk og objektivt til værks, hvis man sidder som 64-årig formand for sit parti, hvor den eneste erfaring fra det virkelige liv, er at gå i skole. Da slet ikke hvis man er vokset op i et hjem med en stærk politisk holdning, som de fleste er tilbøjelige til at overtage.
Som en bekendt plejer at imitere: ”Jeg har ret, for jeg har sagt det tit!” – it’s funny ’caus it’s true. Ligesom med propagandaen – det virker ved hjælp af gentagelser.

Jeg har ofte hørt folk sige at det jo er vigtigt at have en mening. Men det er jo noget forkvaklet sludder. Og noget farligt forkvaklet sludder. For det betyder jo at det er lige gyldigt * om du har den ene eller den anden mening; så længe du har en mening. Men en mening er ikke noget man har, tar’ eller får. Det er noget man danner sig. Det kræver viden, indsigt, refleksion og saglige objektive overvejelser. Samtidig er en mening ikke noget (der bør være) fasttømret. En mening bør være levende og foranderlig alt efter hvilke kendsgerninger der er tilgængelige. Der skal være plads til fornyelse, revidering og at tage løbende stilling i takt med ny viden. Det er ok, ikke at ha’ en mening om alt – man kan jo ikke vide noget om det hele. og ikke alle meninger er lige gode. Nogle er endog ligefrem tåbelige; fordi de blot er meninger uden substans.

Hvis man lever et liv i folketinget, så kan jeg ikke forestille mig andet end at den ’dynamiske meningsdannelse’ har svære kår. Med stærke ureflekterede meninger, så ender man med at blive argument-resistent.

*Se indlæg ang. Fejlslutninger.

Jeg trænger til zoneterapi!

Nu har jeg omsider anskaffet mig et månedskort. Det har ikke været nemt. Faktisk har det været lidt af en udfordring. Ikke fordi billetkontoret på min lokale station kun har åben fra 6.50 til 13.45 i hverdagene. Heller ikke fordi vedkommende har været inkompetent eller på nogen måde usamarbejdsvillig. Tvært imod. Også billetkontrollen i toget har været meget venlige og hjælpsomme, når jeg har forsøgt at finde ud af om jeg nu havde klippet zoner nok. Det er faktisk dér problemet ligger: en af kontrollørerne gjorde mig venligt opmærksom på at jeg kunne spare nogle zoner.

Hér var det, at det for alvor gik galt: Jeg tager fra Fredensborg, hvor jeg bor, til mit arbejde i Hornbæk. Det er i sig selv ingen kunst. Men efter de har nedlagt en af busruterne er jeg nu nødsaget til at tage lokalbanen over Helsingør. Det i sig selv er heller ikke uoverkommeligt. Her kommer vi så til fifleri, hvor Anders Fogh i sin tid som økonomi- og skatteminister ville ha’ tænkt: ”Damn! Det var sgu smart. Stik mig en kost og et gulvtæppe, så er jeg klar!”

Der er 3 zoner mellem Fredensborg og Hornbæk – mén; fordi man kun betaler for den der ligger længst væk, der i dette tilfælde er Helsingør, så slipper jeg med 5, selv om der i alt er 6 zoner på ruten.
Når jeg så skal hjem igen, skal jeg klippe 3 zoner, fordi der kun er 3 mellem Hornbæk og Helsingør, og også 3 zoner til Fredensborg, der den zone der ligger længst væk. Så selvom der er 5 Mellem Helsingør og Fredensborg og 6 i alt, så slipper jeg for at betale for et par af dem.

Men nu er jeg en af de distræte typer, der oftest går rundt med hovedet fuld af underlige abstrakte tanker og godt kunne finde på at glemme at købe et klippekort, glemme at klippe det, ta’ fejl af om jeg er på vej hjem, eller på arbejde, om jeg nu skal klippe 3 eller 5 zoner osv.
Så jeg vil gerne have sikkerheden i et månedskort – og så fordi, jeg har hørt, at der er penge at spare. Men hvordan helvede regner man det skidt ud?
Jo, med et månedskort betaler man for hver eneste zone man rejser i. Ingen rabatter her. Så jeg skal sætte det op mod 5x5 zoner på udrejsen plus 5x3 zoner på hjemrejsen pr. uge. Et 5 zoners kort koster 285,- og 3 zoner koster 180,-. Dvs. jeg bruger ca. 930,- pr måned. Et månedskort på 6 zoner koster 845,-. Så det kan betale sig. Forudsat selvfølgelig, at jeg ikke får kørelejlighed, cykler på de få solskinsdage der måtte være, at der er helligdage osv.

Men i det mindste undgår jeg tåbelige situationer, som den, da jeg fik kørelejlighed fra Hornbæk og til Helsingør, hvilket resulterede i at jeg skulle af med 2 zoner mere, end hvis jeg havde taget den længere tur fra Hornbæk….

Et Demokratisk Monarki ?

Det må være en lidt underlig fornemmelse, for de partier der går ind for afskaffelsen af kongehuset, at sidde overfor Dronning Margrethe og skulle pege på landets statsminister.
Dronningerunden må utvivlsomt virke lidt paradoxal.
Endnu mere akavet vil det være når man forhåbentlig snart engang skal pege på en, der vil afskaffe monarkiet – og dronningen skal anerkende vedkommende som statsminister.

Det var oppe i medierne for kort tid siden, at kongehuset kostede ca. 342 millioner om året. Bl.a. ca. 444.000 kr. på jagt. (PET ikke incl.)
Det satte straks en debat i gang om det var for dyrt.
Samtidig blev der nævnt noget om at de da sagtens tjente sig ind igen i turistindtægter og lign. Samtidig med argumenter om at en evt. præsident formentlig ville blive dyrere.

Nu er vi heldige at have nogle forholdsvis sympatiske kongelige her i landet. Der er få skandaler og de opfører sig i det store hele ganske pænt. Jeg har tilmed selv mødt Frede et par gange ved vuggestuen og han virker som en flink og rar mand, der altid hilser venligt på folk han møder.

Men det er egentlig sagen helt uvedkommende. Om det er den svenske Kong Gustav, der står i skandaler til halsen eller om det er en særdeles dygtig og kløgtig Margrete, folkelige og charmerende Frederik eller en snobbet bonde-jokke er ikke pointen. 

Pointen er heller ikke om de koster så-og-så meget, eller om de tjener sig hjem igen. Folk har formentlig ret når de siger de giver overskud og at en præsident vil være dyrere. Men der er én vigtig forskel, der er så ganske tydelig ved lige netop en dronningerunde: Monarken er stadig den øverste instans. Det er stadig Monarken der formelt godkender landets love. Det er en person der har status ene og alene af den grund at vedkommende har nogle bedsteforældre der har været magtbegærlige nok til at bekrige, myrde, aflive og ud-avle konkurrenterne.

Hvordan kan vi i et demokratisk land, med frihed for den enkelte, autonomi i forhold til karriere og interesser, religionsfrihed og så stadig tillade at noget har særstatus?
At nogen skal have 70.000.000 kr. om året i apanage for at være født af en bestemt slægt, samtidig med at de får frataget deres demokratiske rettigheder, så som indflydelse på politik, stemmeret og religionsfrihed –det giver jo ingen mening i et moderne samfund. Samtidig er de overvåget 24/7 og har tjenere, chauffører, en lille ’privat’hær, rengøringsdamer, barnepiger, gartnere osv.
De har tjenestefolk, de fleste frivillige (måske med undtagelse af en enkelt livgarder eller to?), bevares, men dog tjenestefolk.

Måske skulle man overveje signalværdien i hele den redelighed. Vi er alle født lige – bortset lige fra kongehuset, plus diverse grever, baronesser og alle de andre fuldkommen ligegyldige perifere personer der er en smule beslægtet med kongehuset – som også får et klækkeligt beløb for at have de rigtige forældre.
Der er sq lang vej fra jobkøen i et jobcenter i Enghusene, til eget slot og en fast indtægt på et par millioner + det løse.

Når de så samtidig vælger at smide ungerne i elitære privatskoler, så signalerer de i allerhøjeste grad at de står udenfor og over samfundet.  I et oplyst civiliseret samfund. I et demokratisk land. Det giver jo ingen mening.

11. september 2001 – Dogmer

Vi har en tendens til at tro, at det vi gør er dét rigtige. Ikke fordi vi har tænkt længe og grundigt over det, at vi har vejet al for og imod. Oftest er det blot fordi det er det vi er vokset op med.

Vi der gik på Egernsund skole mente den var bedre end Broager skole, for slet ikke at tale om Gråsten skole, der jo var i en helt anden kommune. 9. Klasse var bedre end 10. Fordi VI gik i 9. – altså lige indtil VI gik i 10. – så var den selvfølgelig den bedste. A klassen var bedre end B fordi VI gik i A (ok – det er lidt opdigtet, da der kun var én klasse på min årgang – men anyway). 

"FCK er det rigtige hold fordi det er dem jeg holder med. Danmark er det bedste land, fordi det er her jeg bor. Kristendommen er den rigtige religion, fordi det er den vi er født og opvokset med. Muslimerne tager fejl – jeg kender jo ikke engang deres ’Allah’." Blir der sagt.

Jeg sad og diskuterede med en af de nye på filosofi til en fredagsbar kort efter 11. Sept. 2001. Måske lidt for tidligt og måske lidt for kontroversielt forsøgte jeg at anskue begivenheden lidt nuanceret og objektivt. Jeg foreslog at det jo kunne være at vi i vesten faktisk kunne lære noget af det der var sket. Måske skulle vi lige tænke os om inden vi begynder at føre krig i fremmede lande, pga. egeninteresser? Måske var det at de undertrykte og ressourcesvage kun havde ét redskab (terror) at ty til for at blive hørt, en fejl i vores system? Måske var angrebet berettiget? Måske var demokratiet en overvurderet styreform?

Resten af mine spørgsmål, overvejelser og refleksioner nåede jeg ikke at fremsætte, før jeg fik en særdeles aggressiv tilbagemelding. Blandt eder, forbandelser og div. meget lidt kreative tilsvininger og personangreb, kunne jeg udlede at det var TERROR OG DERMED BASTA!

Så var den ligesom afsluttet!

Fair nok. Det var måske for tidligt. Men hvor fa’en blev refleksionen af? Her 10 år efter behandler vi sq stadig ’de andre’ ad helvede til. Vores kultur bliver ophøjet til noget nærmest helligt.
Vi i vesten er bedre end de andre – vi europæere er bedre end resten af vesten – vi danskere er bedre end resten af Europa – vi jyder er bedre end sjællænderne – vi fra sønderjylland er bedre end resten af jyderne - vi fra Egernsund er bedre end resten af sønderjylland – vi fra Benediktesvej er bedre end…… osv.

Med den eneste begrundelse: mig! 

Det er sq da det tåbeligste vrøvl man kan drømme om. Men man indser det først, hvis man tør reflektere lidt over ’hvorfor’ og ’hvordan’, ’på hvilket grundlag’ osv.

Mine spørgsmål til den stakkels nye filosofi studerende, var ikke nødvendigvis udsprunget af mine holdninger. Jeg mente ikke nødvendigvis at demokratiet er noget skidt. Jeg mente heller ikke nødvendigvis at terroristerne havde en legitim grund, eller at angrebene var berettigede. Men for at nå til et svar, noget vi kan lære noget af, er vi jo nødt til at stille spørgsmålet.

Vi er nødt til at reflektere over vores grundlag og holdninger, så det ikke blot er tomme dogmer. Vi er nødt til at være kritiske og, i særdeleshed, selvkritiske, hvis vi skal lære noget som helst af historien.
Vi skal måske til at tænke os om i forhold til fordeling af ressourcer og uddannelse. Vi skal måske passe på med at holde nogen udenfor.

Folk uden håb og fremtid bliver desperate. Folk uden viden og uddannelse er tilbøjelige til at drage tåbelige konklusioner. Folk uden indsigt bliver intolerante. Folk med stærke fjender bliver hadske. Og folk der ikke formår at reflektere giver altid de andre skylden. Folk der lever efter fanatiske dogmer, baseret på en bronzealder etik, ender med at flyve fly ind i bygninger. Det gælder både for så vel for amerikanere som for arabere.

Vi skal ikke længere end vores eget folketing, før nogen af dem der ikke vil tale om nazister, fordi nazisterne jo var nogle dumme svin, selv ligger under for nøjagtig de samme mekanismer: Vi er de bedste! Vi gør det rigtige! Vores land er det bedste. Vores kultur er den rigtige.

Sjovt nok, det siger amerikanerne også, det samme gjorde nazisterne og det gør folk i Iran også. Men sjovt nok er det oftest dem der ikke har været meget uden for deres egen lille flække. Folk der er ureflekterede og svælger i selvfedme. Ignoranter.

Og ja, det kan desværre sagtens ske igen. Både nazisme og Al-Queda – grundlaget er her stadig, så længe vi ikke får gjort op med det, lærer noget af det og tager det til efterretning. 

Så længe det er tabu, er vi ignoranter!

Penge avler penge og lav skat motiverer til mere arbejde!

NOT!
Og - lad os så bare antage at man fjernede topskatten og folk så rent faktisk arbejdede mere. Hvad ville resultatet så blive? Flere penge i statskassen? Flere i arbejde? Større omsætning for landets virksomheder?

Nu er det ikke lige sådan 'motivation' fungerer (se evt. linket herunder - sjov og særdeles oplysende).
De fleste med mindre interessante jobs ville nok vælge at gå ned i tid og holde lønnen på det nuværende niveau. Nogle af de få der faktisk har udfordrende og interessante jobs ville nok stadig knokle på - som de hidtil har gjort. Når man har en 50-60 timers arbejdsuge er det trods alt begrænset hvor meget man kan udvide den.
Men ok - lad os så bare antage at det genererede flere penge - hvad ville de penge så gå til?
Ville man købe mere mælk, brød, kaffe og bacon? Formentlig ikke (ok - bacon kan man ikke få for meget af). Nogen ville måske gå over til udelukkende at købe økologisk, hvilket ville øge omsætningen med 5-10%.
Men hvad med resten af pengene? Mit bud er Iphones, Gucci tasker, 50" fladskærms tv, Ipad, charter ferier, en ny Mercedes og måske en flaske god rødvin.
Mon ikke vores kære naboer vil blive fantastisk glade når vi sådan begynder at købe stort ind af deres produkter? Man hvad gør det for vores egne virksomheder? Vestas får sq ikke solgt flere vindmøller. Novo Nordisk, Carlsberg og Mærsk kommer nok ikke til at mærke voldsomt meget til det mer-forbrug.

Men igen, lad os antage at folk faktisk vil bruge overskudskronerne hjemme i baghaven. Ville en større bolig så ikke ligge højt på manges ønskeliste? Ok. Så får håndværkerne da lidt at lave. Skønt. Men så står vi så også med et liiiiiille bitte problem - inflation på boligmarkedet. Og var det ikke det der startede hele lavinen i første omgang?

I stedet for at give skattelettelser til de få i toppen, der bruger dem på luksus og lækkerier - hvad så om vi hævede bundniveauet og gav flere muligheden for uddannelse (læs evt. det forgående blogindlæg mht. muligheder for uddannelse). Udsigten til et spændende job der ligger inden for ens interessefelt vil i højere grad motivere til at arbejde mere. Samtidig vil man få færre 'dovne' bistandsbumser, hvilket vil spare staten for en del udgifter. En 'motiverende indsats' og støtte for at få folk uddannet vil være en bekostelig affære - men det vil tjene sig ind via bedre arbejdskraft og lavere kriminalitet.

Vi skal ikke fjerne loftet, men hæve bundniveauet. Det er dér der er penge at spare/tjene - for ikke at tale om livskvalitet for den enkelte. (men desværre er en langsigtet indsats utopi for en politiker der kun kan tænke i 4 år ad gangen?).

En fatastisk illustration og forelæsning om motivation og hvad der driver os.
RSA Animate

Et lille politisk indspark

Nu er det vel de færreste der kender mig, der er i tvivl om mit politiske standpunkt. Jeg er Socialist. Ikke den der ’den-lille-mand-bliver-udnyttet-af-store-multinationale-selskaber’ socialist. Heller ikke ’Lenin-var-en-helt’- eller ’Marxisme’–socialist. Jeg tror mit udgangspunkt kommer bag på mange. For som udgangspunkt er jeg ultra liberal. Jeg går ind for frihed og muligheder for den enkelte i sådan en grad at Satre nok ville undre sig over hvorfor jeg ikke allerede er hoppet i afgrunden.
Så hvorfor stemmer jeg så ikke på et højrefløjsparti? Fordi de har fat i den forkerte ende. Jeg går som sagt ind for frihed og muligheder for den enkelte – og det finder man sq ikke der.
På højrefløjen finder man faktisk kun økonomisk liberalisme: Vækst, erhvervsliv, lavere skat og flere penge mellem hænderne. Men hvor efterlader det friheden og de lige muligheder?
Som det er i dag; hvis man vil ha’ succes, velstand og sundhed, gør man klogt i at vælge sine forældre med omhu.
Er man født af en ufaglært enlig mor i Voldsmose, ser det sq skidt ud med mulighederne for at ta’ en universitetsuddannelse eller blive pilot.
Har man derimod valgt et højtuddannet par fra Hellerup, så ser fremtiden straks lysere ud. Uddannelse, job, socialt netværk, en sund livsstil og et langt liv er væsentlig mere sandsynligt.
Man kommer automatisk i landets bedste skole, fritidsordninger og har færre sociale problemer.

I de belastede områder er der færre ressourcer og flere ressourcekrævende børn i institutionerne. Ikke nok med at de er mere udsatte, så er støtten og omsorgen mindre tilgængelig.
Myten om at nogen er berettiget til højere løn end andre, pga. bl.a. ansvar, uddannelse og efterspørgsel er jo helt hen i hegnet, når man gå den efter i sømmene. Hvorfor skal en bankansat, der håndterer kundens økonomi (og i sidste ende skal varetage BANKENS interesser) have en højere løn, end f.eks. en pædagog der har ansvaret for børns ve og vel – for ikke at sige liv?
Lærere, sygeplejersker, politifolk er åbenbart ikke lige så meget værd som chefen for den lokale Fætter BR butik? WTF?

For slet ikke at tale om aktiespekulanter der handler med idéer og folks overbevisning om idéerne bærer frugt. Hvis en aktiespekulant laver en brøler koster det i værste fald jobs og kan resultere i store tab for en virksomhed. Hvis en lavtlønnet overbebyrdet og stresset buschauffør tager fejl af pedalerne koster det menneskeliv. Men hey…. WTF?

Det jeg vil ha’, er at folk får lige muligheder og at det at tage en uddannelse vil være lige så selvfølgeligt for en i Ishøj, som for en fra Holte. At kassedamen i Netto får en livskvalitet der kan måle sig med direktøren på strandvejen.

Er der nogen der ærligt kan sige at, det har hun ikke fortjent? Hun har formentlig haft væsentlig større udfordringer i livet end han har, blot pga. socio-økonomiske vilkår hun er vokset op under.

Fortsættes, hvis jeg kender mig ret ;o)