Argument-resistent - At ha' en mening.

Der har været en del snak om at Johanne Schmidt-Nielsen hurtigt ryger ud af folketinget. Det viser sig så at det er Enhedslistens interne aftaler der siger at man kun kan sidde i 7 år, eller den nye periode ud. Dvs., hvis der udskrives valg inden for de næste tre år, så kan Johanne faktisk godt sidde længere end de syv år. Idéen med den regel er at undgå ’karriere-politikere’ der er ude af trit med samfundet. Politikere der ikke længere har nogen som helst fornemmelse af hvordan det er at være almindelig lønmodtager på en ganske almindelig dansk arbejdsplads. (man kan så genopstille efter en pause på min. 2 år).
Det gir’ egentlig meget god mening.

Jeg læste engang en artikel om en undersøgelse der havde fundet ud af at der var en sammenhæng mellem alder og villigheden til at acceptere facts. Jo ældre personen var, des mindre var vedkommende villig til at acceptere kendsgerninger der stred imod vedkommendes overbevisning. ”Facts må vige, fordi jeg mener!” 

Når man så sammenholder det med at være ’karriere-politiker’. En der starter i et politisk ungdomsparti, går fra gymnasiet direkte på statskundskabsstudiet og så til folketinget, så kan der sq ikke være ret meget ’virkelighed’ og nærvær i vedkommende. Når man så ser på de ’dynastier’ der efterhånden har indfundet sig, hvor parti og folketingskandidatur går i arv, så ser det sq skidt ud for saglighed, nuancer og refleksion. Så er der tydeligvis lagt op til vanetænkning, udpinte floskler og sønderslidte mantraer. Men for pokker hvor bliver de seje til de politiske kneb og tricks.

Egentlig har vi rigelig af de uudfordrede slagord i forvejen: ’Vækst avler vækst’ - ’lav skat = høj vækst’ - ’jo lavere skat des mere vil folk knokle’- ’kapitalismen er det eneste rigtige’ - ’demokratiet = frihed’ og mange andre tvivlsomme påstande.
Det bliver på ingen måde nemmere at gå kritisk og objektivt til værks, hvis man sidder som 64-årig formand for sit parti, hvor den eneste erfaring fra det virkelige liv, er at gå i skole. Da slet ikke hvis man er vokset op i et hjem med en stærk politisk holdning, som de fleste er tilbøjelige til at overtage.
Som en bekendt plejer at imitere: ”Jeg har ret, for jeg har sagt det tit!” – it’s funny ’caus it’s true. Ligesom med propagandaen – det virker ved hjælp af gentagelser.

Jeg har ofte hørt folk sige at det jo er vigtigt at have en mening. Men det er jo noget forkvaklet sludder. Og noget farligt forkvaklet sludder. For det betyder jo at det er lige gyldigt * om du har den ene eller den anden mening; så længe du har en mening. Men en mening er ikke noget man har, tar’ eller får. Det er noget man danner sig. Det kræver viden, indsigt, refleksion og saglige objektive overvejelser. Samtidig er en mening ikke noget (der bør være) fasttømret. En mening bør være levende og foranderlig alt efter hvilke kendsgerninger der er tilgængelige. Der skal være plads til fornyelse, revidering og at tage løbende stilling i takt med ny viden. Det er ok, ikke at ha’ en mening om alt – man kan jo ikke vide noget om det hele. og ikke alle meninger er lige gode. Nogle er endog ligefrem tåbelige; fordi de blot er meninger uden substans.

Hvis man lever et liv i folketinget, så kan jeg ikke forestille mig andet end at den ’dynamiske meningsdannelse’ har svære kår. Med stærke ureflekterede meninger, så ender man med at blive argument-resistent.

*Se indlæg ang. Fejlslutninger.