"Ak ja, pudsige ord fra en tysk ambassadør, hvis lands historie ellers har budt på en del følelsesladet nationalisme med triste konsekvenser.” Skrev Pia Kjærsgaard om den tyske viceudenrigsminister Werner Hoyers kritik af grænsekontrollen, i et indlæg i Politiken.
Jesper Langballe beskylder Tyskland for at være "en neurotisk nation, der bestandigt forfølges af sin fortids skygge. Og i sit desperate forsøg på at besværge nazifortiden bort, bruger Tyskland EU til at skabe det overnationale monster, der skal danne brandværn mod nationalismens ild."
Først lukker man munden på eksperterne, så pøblens bidske kamphund kan få frit afløb for sine aggressioner. Dernæst tager man alle midler i brug for at nedgøre kritikerne. Emnet og indholdet er underordnet. Om kritikken er saglig, velunderbygget og vedkommende er ligegyldigt. Man går ikke efter bolden, men efter manden, så vedkommende bliver sat helt ud af spillet. Indholdet er her uvedkommende. Samtidig er man ikke for fin til at trække ’nazi-kortet’, hvor man finder det belejligt (og så er det jo noget så belejligt at vedkommende er tysker). Det bliver gjort uden nogen som helst form for refleksion, fordi her er man sikker på en ting: at emnet nu er vendt helt væk fra udgangspunktet.
Intet kan ændre en debat som nazi-kortet. Det er i sig selv ikke problemet. Problemet er at det bliver brugt per automatik og er ren rutine – der er ingen refleksion involveret i processen. Nazi-kortet bliver kun spillet som en joker – omtanken mangler, fordi man ved at det stopper debatten og man så uden problemer kan ignorere al forudgående kritik. Et svinsk kneb – en fejlslutning af rang og fandens effektivt.
Lars Von Trier udtaler at han har sympati med Hitler. Ikke med mandens sindssyge holdninger, jødeforfølgelsen eller hans rolle i anden verdenskrig. Lige præcis de punkter tager Von Trier afstand fra.
At det hele så er utroligt dårligt formuleret og oven i købet er udtryk for, i bedste fald, tvivlsom humor, er egentlig ikke så vigtigt i denne sammenhæng. Trier taler om at han har sympati og forståelse for en person der er bange, socialt isoleret på trods af alle de folk omkring ham, grundlæggende usikker paranoid og neurotisk. Ligheden er da slående, når man ser bort fra det de har begået, men blot ser personen bag.
Jeg forstår godt at Trier kan se sig selv. Hvorfor er det så folk går helt i baglås? Hører de kun at Trier sympatiserer med nazismen? Åbenbart. Alle nuancer er ugyldige når det gælder Hitler og nazismen. Men hvis vi maler det hele i sort og hvidt, tabuiserer emnet fuldstændigt, kan vi så lære det vi burde lære af historien? Hitler fremstår hos mange som ham der ’opfandt’ antisemitismen, overmenneskene, raceadskillelse og undertrykkelse af minoriteterne. Aldrig før eller siden er noget sådant forekommet…
Og dog. Det er her vi har brug for nuancerne, for at få gråtonerne med og åbne op for det tabu og den forenkling af tingene. Hitler var jo ikke opfinderen af antisemitismen. Den har skam været der lige så længe som jøderne. Det forfærdelige Hitler gjorde (som så mange andre før ham) var at systematisere jødernes eksklusion. At udstille dem, forfølge, deponere og udrydde. Politisk set var det et genialt træk. Det fik befolkningen til at stå sammen mod en fælles fjende, der var overkommelig. Jøderne udgjorde ikke nogen trussel for samfundet og var derfor også ufarlige at vende sig imod. De kunne uden videre gøres til syndebuk og nationen ville få et stærkere fællesskab. En fælles håndgribelig fjende man kunne stå sammen om.
Det sammenhold var nødvendigt for at få et splittet tyskland på fode igen, efter skaderne fra første verdenskrig. Tyskland lå i ruiner. Økonomien var ødelagt, bl.a. af de krigsskadeerstatninger som f.eks. England og Frankrig krævede. Arbejdsløsheden var enorm og det tyske folk sultede helt reelt, men også åndeligt. At kæmpe mod noget så uhåndgribeligt som arbejdsløshed og depression er nærmest umuligt. Men ved hjælp af en fælles fjende, en ’prügelknarbe’, fik Hitler nationen til at stå sammen. Depression fører til apati og er i den sammenhæng en del af problemet. Vrede og had, derimod fører til handling. Folket fik at vide at deres kultur var enestående; noget særligt ophøjet. Mens jøderne var rotterne der levede af at udpine og tære på det tyske folk. De konspirerede og undergravede den stolte tyske kultur. Genialt. Det er sgu noget der virker. Spørgsmålet er så: kan vi lære noget af det?
Åbenbart ikke. For vi kan ikke få lov at relatere til det. Refleksionen bliver mødt af en mur med store bogstaver: ’DET TÆNKER VI IKKE PÅ; DET TALER VI IKKE OM!’. Vi kan ikke finde frem til forståelsen og da slet ikke forholde os til vores egen indre svinehund. Propagandaen virker. Selv jeg; et særdeles åbent og frisindet menneske, der lader tvivlen komme folk til gode og er bevidst om mine fordomme og derfor søger at mane dem til jorden, får nervøse trækninger når jeg færdes i på Nørrebro og møder en flok unge mørklødede mænd.
De ødelægger vores kultur (de bidrager åbenbart overhovedet ikke med noget positivt, som vi kunne lære noget af?), de stjæler vores arbejde og nasser på vores arbejdsløshedsunderstøttelse (er det ikke selvmodsigende – og hvad siger statistikken?), de er voldelige og fanatiske med deres undertrykkende religion (her har de kristne altså intet at lade andre høre). De ser os som mindreværdige og urene. – så noget må de da have lært. For er det ikke sådan vi danskere forholder os til det fremmede og ukendte?
Vi tog imod dem ved at stuve dem sammen i socialt boligbyggeri, sammen med danskere, der var arbejdsløse nassere. Danskere der var urummelige og havde problemer nok selv. Danskere der havde ringe uddannelse og få ressourcer, både kulturelt og økonomisk. Det hårdest ramte og mest kriminelle segment af den danske befolkning. De danskere var dem vores nye borgere skulle tage ved lære af.
Og så forstår vi ikke hvorfor det gik så galt?
Hellerup, Gentofte, Hornbæk, Fredensborg og Frederiksberg eksempelvis. Dér ville man have ressourcer til at tage sig af andre, byde dem velkommen og være gode eksempler.
Det blev så Ishøj, Albertslund, Nørrebro, Voldsmose og Mjølnerparken. Kommuner der i for vejen var presset af høj arbejdsløshed, borgere med et ringe uddannelsesniveau og høj kriminalitet.
Men der var dog nogen der profiterede på de problemer det medførte. Medierne fik noget at skrive om og politikerne fik noget at opponere imod. Det er altid nemmere at udstille og udstøde. Men gensidig respekt, at være konstruktiv og rummelig, tage ved lære og støtte, kræver væsentlig mere end hvad vi er villige til at ofre. Men nu står vi i en situation vor vores kultur er truet, vi er angste og midt i en økonomisk krise. Vi skal smide det overflødige overbord, mens tid er. Stram op, luk af, kontrollér, bur dem inde, forbyd, overvåg og spar på de offentlige udgifter. Det lyder som første vers i en sang vi håbede alle havde glemt.
Vores kultur bliver ophøjet til noget ganske særligt. Noget vi skal værne om og som ethvert øjeblik kan blive ødelagt, som var det skrøbeligt kongelig porcelæn.
Men Det passer jo ikke. Vores kultur er ikke skrøbelig. Den er stærk og levende. Dynamisk og foranderlig. Vi har ord som ’computer’ og ’chauffør’. Vi spiser pizza og sushi. Vi ser amerikanske serier og læser svenske krimier. Vi tager på ferie i Grækenland og byder tyskerne velkommen på Bornholm. Før i tiden tog vi ud i verden og bragte dele af andres kultur med hjem. Vi har tyske juletræer i stuen mens vi fejer en Israelsk mands fødselsdag ved hjælp af en hollandsk helgen i amerikansk læskedriks farver. Vi har den hedenske hare med æg for frugtbarhed blandet ind i den mest hellige af alle kristne højtider. Og nu taler nogen om at vores kultur bliver ødelagt. Det er da noget forbandet vrøvl.
Vores kultur ændrer sig. Udvikler sig. Den er evig foranderlig. Og heldigvis for det. At holde den fast og kvæle udviklingen er om noget, endnu mere ødelæggende for vores kultur, end noget vi ellers kan forestille os.
Spørgsmålet for mig går nu på om det er for sent at rette op på skaderne? Der er selvfølgelig visse partier der lukrerer kraftigt på det fjendebillede der er blevet skabt. De er selvfølgelig på ingen måde interesseret i at gribe sagen an fra en mere human og tolerant vinkel. Angst og utryghed, uvidenhed og propaganda er det de lukrerer på. En nuanceret debat vil kun skade deres sag. Forståelse leder ofte til genkendelse og sympati. Så længe vi holder fast i disse tabuer omkring forfølgelse og undertrykkelse, vil vi være dømt til at gentage den.
- Mon ikke mit næste indlæg må være om fejlslutninger…?
