En 30 sekunders reklame spot var nok til at udstille samtlige ’lækre’ deltagere i det program som selvoptagne, selvforherligende, virkelighedsfjerne, torske dumme klaphatte. - Lækre? Så lad gå, ’for sake of argument’. Selv om det er fristende, har jeg det ikke godt med at dømme folk ud fra et par sekunders skærmtid. Så jeg måtte jo se noget af det skidt. Det gjorde desværre ikke ligefrem op med mine fordomme. Tvært imod. Det fik mig dog til at tænke over hvad der kunne være gået galt i hovederne på de stakkels ’lækre’ individer.
Først beror det hele på en fejlslutning. Gennemgående taler de alle om at det er svært at finde en kæreste der er lige så lækker som dem selv. Men hvad er det der retfærdiggør, at fordi man selv ser lidt godt ud, så har man krav på en ’lækker’ partner? Jeg går ud fra at vedkommende samtidig skal leve op til de gængse prædikater: interessant, sød, charmerende, tiltrækkende og spændende. Hvad får dog disse selvoptagne pyntedukker til at tro at der er nogen som helst der har interesse i dem – ud over dem selv?
Det de reelt søger er en ’lækker’ kæreste, som dem selv, der ikke er selvoptaget, men derimod kan fungere som accessory (noget generelt ubrugeligt, der blot klæder pyntedukken) og som samtidig kan fungere som menneskeligt spejl der bekræfte pyntedukkerne i narcissisme, - deres ’lækkerhed’.
Det må være et trist og ensomt liv. Det må være utroligt ensomt at være fanget i, og af, sig selv på den måde. Det forhindrer jo al form for kærlighed. Når man er så selvoptaget at der ikke er plads til andet, så er man jo blot tom og indholdsløs. Så har man jo intet at byde den anden – ud over at være et ’lækkert’ accessory selv.
Hvis man virkelig var interesseret i at finde en kæreste – ikke bare en pyntegenstand, men en man har noget til fælles med. En man er engageret i og som man har investeret noget følelsesmæssigt i. Så var det måske en idé at droppe hele det der påfugle-outfit og vise hvad man ellers har at byde på.
For lækker til love – for narcissistisk til kærlighed.
Først beror det hele på en fejlslutning. Gennemgående taler de alle om at det er svært at finde en kæreste der er lige så lækker som dem selv. Men hvad er det der retfærdiggør, at fordi man selv ser lidt godt ud, så har man krav på en ’lækker’ partner? Jeg går ud fra at vedkommende samtidig skal leve op til de gængse prædikater: interessant, sød, charmerende, tiltrækkende og spændende. Hvad får dog disse selvoptagne pyntedukker til at tro at der er nogen som helst der har interesse i dem – ud over dem selv?
Det de reelt søger er en ’lækker’ kæreste, som dem selv, der ikke er selvoptaget, men derimod kan fungere som accessory (noget generelt ubrugeligt, der blot klæder pyntedukken) og som samtidig kan fungere som menneskeligt spejl der bekræfte pyntedukkerne i narcissisme, - deres ’lækkerhed’.
Det må være et trist og ensomt liv. Det må være utroligt ensomt at være fanget i, og af, sig selv på den måde. Det forhindrer jo al form for kærlighed. Når man er så selvoptaget at der ikke er plads til andet, så er man jo blot tom og indholdsløs. Så har man jo intet at byde den anden – ud over at være et ’lækkert’ accessory selv.
Hvis man virkelig var interesseret i at finde en kæreste – ikke bare en pyntegenstand, men en man har noget til fælles med. En man er engageret i og som man har investeret noget følelsesmæssigt i. Så var det måske en idé at droppe hele det der påfugle-outfit og vise hvad man ellers har at byde på.
For lækker til love – for narcissistisk til kærlighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar