Stik mig en ordentlig gaffel!

Nogle vil måske kalde det en sær fetish, mens andre trækker på skuldrene eller hovedrystende bærer over med mig, når jeg, givet muligheden, bruger tid på møjsommeligt at udvælge mig den helt rigtige gaffel.
Det er hændt at jeg har siddet som den eneste ved bordet på en cafe´, restaurant eller lignende og undladt at bestille noget, pga. bestikkets udformning. Jeg må efterhånden erkende at jeg måske har et problem. Problemet kunne for nogen at se, godt bestå i at jeg nægter at spise med en gaffel der ikke lever op til nogle særlige, men enkle, kriterier: gaflen skal helst være smal ved ’mundstykket’ så man ikke skal kæmpe med at gabe kæberne af led ved hver mundfuld. Den skal have et nogenlunde bredt greb, så den er til at holde på. Vigtigst er dog at den har lange tynde tænder der kan penetrere ethvert stykke sejt såle-læder der evt. vil blive serveret.
Jeg kan ikke få mig selv til at bruge en af de dyrt designede gafler, der mest af alt ligner en ske med savtakker. Jeg er jo nødt til at mose den ned igennem en sønderkogt kartoffel for at være med i lodtrækningen om at fiske noget op, samtidig velvidende at kartoflen flækker og jeg derfor nu står overfor to frustrerende fjender, udstyret med et forkert våben.
Det er dog ikke der jeg mener jeg har et problem. Det er noget jeg har lært at leve med. Og sult er ikke så slemt, hvis det er resultatet af at man undgår de frustrerende nederlag til den skamkogte kartoffel. Der hvor jeg har et problem, er at omverdenen ikke fatter min pointe. Folk bliver jo ved med at designe det skide bestik helt i stykker. Lad nu for fanden de gafler være. Funktionen er enkel og formen perfektioneret i gennem en naturlig selektion siden man først fik den tanke at stikke en spids pind i et stykke mad der var for varmt til at berøre med de bare hænder. Vi er nået langt siden da.
Gaflen er ikke blot et redskab til at løfte et stykke rygende varmt bålbrændt kød op så man kan puste på det inden det fortæres. Gaflen er et fantastisk redskab til at fange og fastholde et stykke mad, mens den behændigt samarbejder med kniven om at få gjort stykket så mundret som muligt, inden det løftes, evt. påføres lidt ekstra sovs og puttes i munden. Den proces skal ikke ødelægges eller besværliggøres af overdesignede eller ødelagte redskaber.
De der skamdesignede småtykke tandløse tingester der trods hidsige protester fra min og ligesindedes side hører under kategorien ’gafler’, burde forbydes ved lov og designeren klynges op i nærmeste lygtepæl. Igen: mit problem, som jeg ser det, er ikke min lidt fascistoide holdning til gaflen.  Derimod at omverden ser mig som lidt af en særling når jeg skødesløst kasserer en gaffel fordi den ikke lever op til de førnævnte, enkle kriterier.