Jeg tilhører en af de svage. De udstødte. En af de ildelugtende og lyssky narkomaner vi ikke er så stolte af i vores samfund. Jeg har forsøgt at holde mig clean i et par måneder ad gangen. På et tidspunkt holdt det endda i 4 år, hvis man ser bort fra nogle få festlige tilbagefald.
Jeg er en af dem der står udenfor en kold og klam januar morgen, rystende af kulde og med massiv dårlig samvittighed over mit misbrug. Selv på arbejdet sniger jeg mig ind imellem uden for matriklen, når jeg ikke længere kan holde abstinenserne i skak.
Jeg ved godt det tærer på min familie. Jeg ved godt det er en økonomisk belastning. Jeg er også skammeligt bevidst om at jeg åbner døren for alskens modbydelige sygdomme, så som hjerte/kar sygdomme, grimme tænder, dårlig ånde, gule negle, halsbetændelse, kræft, telefonsælgere, blindtarmsbetændelse, visdomstænder, jehovas vidner og nedgroede storetånegle. Men jeg kan ikke lade være. Jeg kan ikke kvitte smøgerne. Jeg er ikke klar. Og værst af alt: mine omgivelser er ikke klar til at håndtere Mr. Hyde.
Med lidt forberedelse, dyb koncentration og fokus, kan jeg være heldig at fremstå som en mild karakter, vittig, sofistikeret og veltalende - Når jeg vel at bemærke lige har givet receptorerne deres bekomst af nikotin.
Da jeg forsøgte at stoppe fik jeg en nagende tvivl, nærmest en paranoid tilstand af usikkerhed. Jeg fik den tvangstanke at min kone kunne finde på at forlade mig, mine børn ikke længere brød sig om at være i nærheden af mig og at jeg ikke længere kan fungere på mit arbejde som pædagog.
Desværre måtte jeg erkende at det nok ikke var ren indbildning. At det ikke kun var fraværet af nikotinen der fik min skrøbelige hjerne til at forestille sig absurde ting. Den var go’ nok. Jeg var blevet forvandlet til et gedigent røvhul. Jeg var mere aggressiv end en pittbull på coke. Mit overskud til ungerne og familien var lige så rødt som tallene på USA’s budget. På jobbet kunne jeg levere samme mængde rummelighed som det man finder i solsystemet: dvs. i 99,999…% af tilfældene ville det være dødeligt uden behørig beskyttelse.
Jeg havde ingen kontrol over min ellers så kreative tankevirksomhed. Tankerne havde tendens til at være ca. lige så samlede og strukturerede som et IKEA-skab samlet af min mormor. Min krop og mit primitive centralnervesystem krævede nikotin. Hvis det var nødvendigt at sende konen på flugt med ungerne og ellers gøre mit liv til et levende helvede, var det der var målet. Så nu ryger jeg igen. Alt ånder fred og fordragelighed. Jeg har stadig dårlig samvittighed. Er stadig en af de udstødte og folk er stadig efter mig og min klamme vane.
Loven siger at man ikke må ryge på arbejdspladsen. Man skal udenfor matriklen. Så der står jeg – som et lysende eksempel for de unge der kommer forbi.
Hver gang jeg tager en smøg fra pakken, får jeg diverse trusler smidt i fjæset: Rygning kan føre til hjerte/kar sygdomme. Rygning nedsætter levealderen. Rygning kan dræbe.
Det er så her jeg faktisk adskiller mig fra mange andre narkomaner. Jeg ved det. Jeg har fattet pointen og kender statistikken. Men jeg er sq stadig f***ing afhængig af det skidt. Og Mr. Hyde venter lige på den anden side med et stort sømbeslået boldtræ.
Jeg har hørt en del rygere fortælle om deres bedstemor der blev 89 selv om hun kæderøg fra hun var 12. Og om den top-fitte fodboldspiller der fik et slagtilfælde som 32-årig, på trods af at han levede sundt efter alle kunstens regler. Det er alt sammen fint, men det holder jo ikke. Det er lige som i poker. Det er statistikken der tæller. Vi har alle hørt om folk der falder ud fra 6. Sal og slipper med små knubs og et brækket håndled. Om faldskærmsudspringeren, hvis skærm ikke åbner og han overlever alligevel. Men der er en grund til de bliver fremhævet: de er skide heldige. De trodser alle odds og overlever – på trods – de sidder med 7-2 off suit og floppet gir’ dem fuldt hus. Det er netop pointen. Anekdoterne og de vilde historier er ok – så længe man husker at de er undtagelser. Det er jeg desværre pinligt bevidst om. Og når nu skidtet er så pisse usundt at man ligefrem truer folk skriftligt, hver gang man erhverver sig 19 stk. af disse diabolske sygdomsbefængte nikotininhalatorer, hvorfor så ikke forbyde det helt? – Ja jeg mangler motivation til at gøre endnu et forsøg på at holde op og et forbud ville hjælpe gevaldigt på det – men pointen er stadig den samme: hvis der er så slemt, hvorfor så ikke forbyde det.
Vores avancerede primat hjerne kan ikke hamle op med reptilhjernen når det gælder her og nu tilfredsstillelse sat overfor langtidsperspektiverne. Reptilhjernen er kold. Den er ligeglad med om jeg får lungerne fulde af vand om 20 år. Den vil ha’ nikotin nu. Det er fedt, det er lækkert, det er NU! Én ting er at jeg har været dum nok til at starte – men er vi virkelig så uansvarlige at vi vil udsætte vor kære afkom for samme fristelse? Vi ved hvor skadeligt det er. Vi ved hvad det gør ved kroppen. Hvorfor er det så ikke noget vi skal hente på apoteket med en recept fra lægen?
Jeg er en af dem der står udenfor en kold og klam januar morgen, rystende af kulde og med massiv dårlig samvittighed over mit misbrug. Selv på arbejdet sniger jeg mig ind imellem uden for matriklen, når jeg ikke længere kan holde abstinenserne i skak.
Jeg ved godt det tærer på min familie. Jeg ved godt det er en økonomisk belastning. Jeg er også skammeligt bevidst om at jeg åbner døren for alskens modbydelige sygdomme, så som hjerte/kar sygdomme, grimme tænder, dårlig ånde, gule negle, halsbetændelse, kræft, telefonsælgere, blindtarmsbetændelse, visdomstænder, jehovas vidner og nedgroede storetånegle. Men jeg kan ikke lade være. Jeg kan ikke kvitte smøgerne. Jeg er ikke klar. Og værst af alt: mine omgivelser er ikke klar til at håndtere Mr. Hyde.
Med lidt forberedelse, dyb koncentration og fokus, kan jeg være heldig at fremstå som en mild karakter, vittig, sofistikeret og veltalende - Når jeg vel at bemærke lige har givet receptorerne deres bekomst af nikotin.
Da jeg forsøgte at stoppe fik jeg en nagende tvivl, nærmest en paranoid tilstand af usikkerhed. Jeg fik den tvangstanke at min kone kunne finde på at forlade mig, mine børn ikke længere brød sig om at være i nærheden af mig og at jeg ikke længere kan fungere på mit arbejde som pædagog.
Desværre måtte jeg erkende at det nok ikke var ren indbildning. At det ikke kun var fraværet af nikotinen der fik min skrøbelige hjerne til at forestille sig absurde ting. Den var go’ nok. Jeg var blevet forvandlet til et gedigent røvhul. Jeg var mere aggressiv end en pittbull på coke. Mit overskud til ungerne og familien var lige så rødt som tallene på USA’s budget. På jobbet kunne jeg levere samme mængde rummelighed som det man finder i solsystemet: dvs. i 99,999…% af tilfældene ville det være dødeligt uden behørig beskyttelse.
Jeg havde ingen kontrol over min ellers så kreative tankevirksomhed. Tankerne havde tendens til at være ca. lige så samlede og strukturerede som et IKEA-skab samlet af min mormor. Min krop og mit primitive centralnervesystem krævede nikotin. Hvis det var nødvendigt at sende konen på flugt med ungerne og ellers gøre mit liv til et levende helvede, var det der var målet. Så nu ryger jeg igen. Alt ånder fred og fordragelighed. Jeg har stadig dårlig samvittighed. Er stadig en af de udstødte og folk er stadig efter mig og min klamme vane.
Loven siger at man ikke må ryge på arbejdspladsen. Man skal udenfor matriklen. Så der står jeg – som et lysende eksempel for de unge der kommer forbi.
Hver gang jeg tager en smøg fra pakken, får jeg diverse trusler smidt i fjæset: Rygning kan føre til hjerte/kar sygdomme. Rygning nedsætter levealderen. Rygning kan dræbe.
Det er så her jeg faktisk adskiller mig fra mange andre narkomaner. Jeg ved det. Jeg har fattet pointen og kender statistikken. Men jeg er sq stadig f***ing afhængig af det skidt. Og Mr. Hyde venter lige på den anden side med et stort sømbeslået boldtræ.
Jeg har hørt en del rygere fortælle om deres bedstemor der blev 89 selv om hun kæderøg fra hun var 12. Og om den top-fitte fodboldspiller der fik et slagtilfælde som 32-årig, på trods af at han levede sundt efter alle kunstens regler. Det er alt sammen fint, men det holder jo ikke. Det er lige som i poker. Det er statistikken der tæller. Vi har alle hørt om folk der falder ud fra 6. Sal og slipper med små knubs og et brækket håndled. Om faldskærmsudspringeren, hvis skærm ikke åbner og han overlever alligevel. Men der er en grund til de bliver fremhævet: de er skide heldige. De trodser alle odds og overlever – på trods – de sidder med 7-2 off suit og floppet gir’ dem fuldt hus. Det er netop pointen. Anekdoterne og de vilde historier er ok – så længe man husker at de er undtagelser. Det er jeg desværre pinligt bevidst om. Og når nu skidtet er så pisse usundt at man ligefrem truer folk skriftligt, hver gang man erhverver sig 19 stk. af disse diabolske sygdomsbefængte nikotininhalatorer, hvorfor så ikke forbyde det helt? – Ja jeg mangler motivation til at gøre endnu et forsøg på at holde op og et forbud ville hjælpe gevaldigt på det – men pointen er stadig den samme: hvis der er så slemt, hvorfor så ikke forbyde det.
Vores avancerede primat hjerne kan ikke hamle op med reptilhjernen når det gælder her og nu tilfredsstillelse sat overfor langtidsperspektiverne. Reptilhjernen er kold. Den er ligeglad med om jeg får lungerne fulde af vand om 20 år. Den vil ha’ nikotin nu. Det er fedt, det er lækkert, det er NU! Én ting er at jeg har været dum nok til at starte – men er vi virkelig så uansvarlige at vi vil udsætte vor kære afkom for samme fristelse? Vi ved hvor skadeligt det er. Vi ved hvad det gør ved kroppen. Hvorfor er det så ikke noget vi skal hente på apoteket med en recept fra lægen?
Puha, det var hårdt - jeg må ha' en smøg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar