Jeg er frivillig eksil-jyde her på [djævle]øen og trives egentlig ganske fint. Der er visse fordele ved at på i nærheden af København. Der er nogen ting der er væsentlig nemmere og mere tilgængeligt end i det mørke jydeland.
Der er også nogle ting der er lidt for tilgængeligt. For eksempel: For mange år siden, da jeg lige var flyttet til byen og så småt var begyndt at bevæge mig rundt i den store uoverskuelige by, viste jeg for alvor hvor meget bonderøv og godtroende jydetamp der stadig var i mig.
Jeg kom gående ned ad Vesterbrogade, lige ved Vesterport. Der stod en pæn ung mørk pige i pels og stilet krigsmaling. Da jeg gik forbi kom hun hen og spurgte om jeg ville invitere hende hjem og sove (udtrykt på udmærket engelsk). Jeg takkede høfligt: ”øøøøh? – Ehhm. Nej tak.” Hun prøvede igen og jeg måtte her henvise til at hun da så ganske sød ud, men at min (daværende) kæreste nok ikke ville sætte synderlig pris på at have en vildt fremmed sovende på sofaen. Det var så her hun så lidt undrende på mig og sagde pænt undskyld for ulejligheden og gik videre. Jeg fortsatte hjemad, mens jeg tænkte ”Hey – Jeg er for lækker. Jeg kan score bare ved at gåen tur.”
Jeg kom hjem og fortalte hvad jeg lige havde oplevet og kæresten kommenterede tørt: ”Det var jo nok en der krævede betaling for den ’overnatning’ – hvis du forstår?” Ja – ja. Enhver anden har jo nok gættet det allerede, men det kunne ikke rigtigt passes ind i min nyligt opsvulmede selvopfattelse. Det eneste der fik et knald var mit brint-opblæste ego.
Jeg nægtede at tro det. Det kunne ikke være rigtigt. Hun var pæn osv…. Lignede ikke en osv…. Man kunne da sagtens falde for mig på 150m afstand osv….. Jeg går da herre-sexet osv….
Arrrgh pis!
14 dage senere. Samme sted. Samme situation. Samme tilbud. Anden ung mørk velklædt pige. Ikke så kæk mig.
Anyway – den var aldrig gået i det sønderjyske.
Åbenråvej 22. På vej mod grænsen ved kruså. Stort rødt skilt med nummeret 22 på. Skulle det ikke være nok, og har du aldrig hørt om bordellet, så holder der altid en ny bil i indkørslen hver gang man kører frem og tilbage over grænsen. Desuden dytter alle drengerøve gladelig når de kører forbi (det må sq da være møgirriterende, hvis man ligger og har betalt for en guffer og så bliver koncentrationen spoleret af misundelige drengerøve med bilen fuld af Slots Classic, Haribo-dåser og billig slavevodka). Nå men pointen er at vi ved hvor de er. Man kommer ikke tilfældigvis forbi og bliver budt på ’kaffe’.
Anyway – det var det København har for meget af. Blandt andet. Folketinget er en anden ting. Sindssyge cykelister, taxapater, og indebrændte buschauffører er tredje, fjerde og femte.
I sønderjylland derimod er det kun fanatiske Tour de France-aspiranter der cykler mellem byerne. Her er sindssyge nærmest et krav. De gør heller ikke den store skade da de ikke generer andre ’bløde’ trafikanter. Det eneste de risikerer er, at blive pløjet ned af spritstive Benny på vej hjem fra halbal i Skodsbøl. I en traktor uden lys. Med ploven stadig bagpå. Sænket så den kan bruges som bremse. Og landbetjenten syngende i sin stiveste brandert på taget.
Taxapater er endnu en mangelvare. De kører alle råddent – måske derfor der er så få på landet, hvor vejtræerne florerer? Skal man f.eks. skal til Vemmingbund, fra en bytur i Sønderborg en tilfældig lørdag aften, kører den sidste bus ca. 20.30. Det er sq en lidt kort bytur, med mindre man udelukkende holder sig til shots af 80% Stoh-rom, fortyndet med finsprit.
Hvis man så alligevel beslutter sig for den lange udgave (dvs. først morgenbus søndag morgen), så skal man af sted kl. 08.00 og være villig til at gå ca. 7 km fra nærmeste stop til destinationen, der i dette tilfælde er min søsters sofa.
Hvis man nu tilfældigvis kommer 3 min for sent til den bus – så fortvivl ej. Find en bænk og sov. Den kører igen om 4 timer. Buschauffører er således velkomne i det sønderjyske – indebrændte eller ej. Som min søster engang sagde efter at have set en der løb efter 6A på Godthåbsvej ”Æ’ han da totaal’ skudt i æ’ låch? Den kåmme jå ægén om ti minuddé. Å’ den var jo ållerej prop fuld.”
Jeg har selv stået på perronen sammen med konen en tilfældig 21 december ved Fields og set folk stimle op og se paniske ud. Ikke så meget fordi der igen var knas med metroen, men fordi perronen nu var begyndt at ligne en af de dersens mønt-inkast-skub-til-stakken-og-få-afkast [Moneyfall] maskiner, hvor bunken af mønter nu var erstattet af folk, der febrilsk forsøgte at undgå skinnerne.
Nå, men metroen kom og folk kæmpede sig ind. Pakker blev mast, børn blev væk, fundet igen og skubbet til. Da det besynderlige scenarie var overstået og toget kørte, stod vi 6 personer tilbage på perronen og så på folk der var klemt op mod ruden inde i metrotoget, der kigge på os med et udtryk der tydeligt sagde: ”hvad fanden er i for nogle underlige personer!”
Vi skammede os lidt, mens vi ventede tålmodigt det 1½ min på næste tog som vi fik helt for os selv – hele vejen til Lindevang på Frederiksberg.
Det sjove var ikke at alle sprang på det tog uden at overveje om det kunne betale sig at vente. Det forbløffende var at de gjorde det samme på hver eneste station hele vejen hjem. Nytorv – same thing. Nørreport – der må ha’ været kvæstede på det tidspunkt.
Men én ting jeg virkelig savner ved Sønderjylland: Sardel. Man kan, hvis man er heldig, efterhånden skaffe en her på øen. Den er kommet ud af mørket. Sådan har det ikke altid været. Jeg har levet (eller rettere overlevet) i ca. 10 år uden Sardel. Der er også nogle ting der er lidt for tilgængeligt. For eksempel: For mange år siden, da jeg lige var flyttet til byen og så småt var begyndt at bevæge mig rundt i den store uoverskuelige by, viste jeg for alvor hvor meget bonderøv og godtroende jydetamp der stadig var i mig.
Jeg kom gående ned ad Vesterbrogade, lige ved Vesterport. Der stod en pæn ung mørk pige i pels og stilet krigsmaling. Da jeg gik forbi kom hun hen og spurgte om jeg ville invitere hende hjem og sove (udtrykt på udmærket engelsk). Jeg takkede høfligt: ”øøøøh? – Ehhm. Nej tak.” Hun prøvede igen og jeg måtte her henvise til at hun da så ganske sød ud, men at min (daværende) kæreste nok ikke ville sætte synderlig pris på at have en vildt fremmed sovende på sofaen. Det var så her hun så lidt undrende på mig og sagde pænt undskyld for ulejligheden og gik videre. Jeg fortsatte hjemad, mens jeg tænkte ”Hey – Jeg er for lækker. Jeg kan score bare ved at gåen tur.”
Jeg kom hjem og fortalte hvad jeg lige havde oplevet og kæresten kommenterede tørt: ”Det var jo nok en der krævede betaling for den ’overnatning’ – hvis du forstår?” Ja – ja. Enhver anden har jo nok gættet det allerede, men det kunne ikke rigtigt passes ind i min nyligt opsvulmede selvopfattelse. Det eneste der fik et knald var mit brint-opblæste ego.
Jeg nægtede at tro det. Det kunne ikke være rigtigt. Hun var pæn osv…. Lignede ikke en osv…. Man kunne da sagtens falde for mig på 150m afstand osv….. Jeg går da herre-sexet osv….
Arrrgh pis!
14 dage senere. Samme sted. Samme situation. Samme tilbud. Anden ung mørk velklædt pige. Ikke så kæk mig.
Anyway – den var aldrig gået i det sønderjyske.
Åbenråvej 22. På vej mod grænsen ved kruså. Stort rødt skilt med nummeret 22 på. Skulle det ikke være nok, og har du aldrig hørt om bordellet, så holder der altid en ny bil i indkørslen hver gang man kører frem og tilbage over grænsen. Desuden dytter alle drengerøve gladelig når de kører forbi (det må sq da være møgirriterende, hvis man ligger og har betalt for en guffer og så bliver koncentrationen spoleret af misundelige drengerøve med bilen fuld af Slots Classic, Haribo-dåser og billig slavevodka). Nå men pointen er at vi ved hvor de er. Man kommer ikke tilfældigvis forbi og bliver budt på ’kaffe’.
Anyway – det var det København har for meget af. Blandt andet. Folketinget er en anden ting. Sindssyge cykelister, taxapater, og indebrændte buschauffører er tredje, fjerde og femte.
I sønderjylland derimod er det kun fanatiske Tour de France-aspiranter der cykler mellem byerne. Her er sindssyge nærmest et krav. De gør heller ikke den store skade da de ikke generer andre ’bløde’ trafikanter. Det eneste de risikerer er, at blive pløjet ned af spritstive Benny på vej hjem fra halbal i Skodsbøl. I en traktor uden lys. Med ploven stadig bagpå. Sænket så den kan bruges som bremse. Og landbetjenten syngende i sin stiveste brandert på taget.
Taxapater er endnu en mangelvare. De kører alle råddent – måske derfor der er så få på landet, hvor vejtræerne florerer? Skal man f.eks. skal til Vemmingbund, fra en bytur i Sønderborg en tilfældig lørdag aften, kører den sidste bus ca. 20.30. Det er sq en lidt kort bytur, med mindre man udelukkende holder sig til shots af 80% Stoh-rom, fortyndet med finsprit.
Hvis man så alligevel beslutter sig for den lange udgave (dvs. først morgenbus søndag morgen), så skal man af sted kl. 08.00 og være villig til at gå ca. 7 km fra nærmeste stop til destinationen, der i dette tilfælde er min søsters sofa.
Hvis man nu tilfældigvis kommer 3 min for sent til den bus – så fortvivl ej. Find en bænk og sov. Den kører igen om 4 timer. Buschauffører er således velkomne i det sønderjyske – indebrændte eller ej. Som min søster engang sagde efter at have set en der løb efter 6A på Godthåbsvej ”Æ’ han da totaal’ skudt i æ’ låch? Den kåmme jå ægén om ti minuddé. Å’ den var jo ållerej prop fuld.”
Jeg har selv stået på perronen sammen med konen en tilfældig 21 december ved Fields og set folk stimle op og se paniske ud. Ikke så meget fordi der igen var knas med metroen, men fordi perronen nu var begyndt at ligne en af de dersens mønt-inkast-skub-til-stakken-og-få-afkast [Moneyfall] maskiner, hvor bunken af mønter nu var erstattet af folk, der febrilsk forsøgte at undgå skinnerne.
Nå, men metroen kom og folk kæmpede sig ind. Pakker blev mast, børn blev væk, fundet igen og skubbet til. Da det besynderlige scenarie var overstået og toget kørte, stod vi 6 personer tilbage på perronen og så på folk der var klemt op mod ruden inde i metrotoget, der kigge på os med et udtryk der tydeligt sagde: ”hvad fanden er i for nogle underlige personer!”
Vi skammede os lidt, mens vi ventede tålmodigt det 1½ min på næste tog som vi fik helt for os selv – hele vejen til Lindevang på Frederiksberg.
Det sjove var ikke at alle sprang på det tog uden at overveje om det kunne betale sig at vente. Det forbløffende var at de gjorde det samme på hver eneste station hele vejen hjem. Nytorv – same thing. Nørreport – der må ha’ været kvæstede på det tidspunkt.
Denne herlige sønderjyske delikatesse, er først for nylig genindtrådt i mit univers. Og for pokker, et glædeligt gensyn.
Nu kan jeg igen nyde min yndlings mad: Et godt groft rugbrød. Lidt gammeldaws fedt med fedtegrever. Tykke skiver Sardel med lidt salt og peber på. Nogle skiver agurk. Mayonaise til man skammer sig (eller drukner, hvilket er synonymt i mit tilfælde). Til sidst lidt ristede løg eller evt. purløg, hvis man er på kur. En kold pilsner til og det hele spises med en skarp kniv og en god veldesignet gaffel (u know why!).
Grønlangkål, kålpølser og ringridderpølser vil jeg ikke engang komme ind på her – det skal man opleve på hjemmebane.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar